Guld

Indtil starten af 1900-tallet var udstedte monters palydende vaerdi generelt betinget af den pagaeldende monts metalvaerdi. En mont, hvis metalvaerdi modsvarer dens palydende vaerdi, kaldes en hovedmont, mens en mont med en metalvaerdi lavere end den palydende vaerdi benaevnes en skillemont. I slutningen af 1800-tallet gik Danmark og andre stater over til guldstandarden, det vil sige, at de storre cirkulationsmonter var baseret pa guld, samt at vaerdien af en nationalbanks udsendte pengesedler modsvaredes af en tilsvarende beholdning af fysisk guld i banken. Guld kom derved til direkte at garantere for vaerdien af staternes montfod. Den rolle havde solv tidligere vaeret tildelt. Nogle fa lande arbejdede ikke med en ren guld- eller solvstandard, men med en blanding af de to, en sakaldt bimetal-standard. Systemet med guld-understottelse af den udstedte valuta blev for de fleste staters vedkommende suspenderet i forbindelse med udbruddet af 1. verdenskrig. Senere forsog pa at genindfore guldstandarden blev generelt opgivet i slutningen af 1920'erne pa grund af den davaerende okonomiske krise. For Danmarks vedkommende var den danske krones vaerdi pa davaerende tidspunkt faldet i forhold til det britiske pund, der stadig var bundet til guldet. En genindforsel af "guldkronen" (i konservativ presse omtalt som "den aerlige krone") ville derfor medfore en revaluering med tab af konkurrenceevne til folge. Regeringen Madsen-Mygdal genindforte guldstandarden pa trods af modstand fra Socialdemokratiet, der frygtede et tab af arbejdspladser som folge af revalueringen. Denne gang optradte guldstandarden i form af en guldbarrestandard, hvilket vil sige, at guldmonter ikke indgik i det egentlige pengeomlob, men at Nationalbanken patog sig at omveksle storre pengebelob til guldbarrer. Da en standard-guldbarre vejer 12,5 kilo, var adgangen til guldindloselighed reelt forbeholdt indehavere af meget store pengebelob. Danmark afskaffede definitivt guldstandarden, efter at Storbritannien, Danmarks storste samhandelspartner, selv afskaffede guldstandarden i 1931. Der findes ikke laengere stater, hvis pengeudstedelse er 100 % understottet af guld. Under guldstandarden udstedtes egentlige cirkulationsmonter normalt i legeringer af maksimalt 22 karats (91,67 %) finhed. De danske 10- og 20-krone monter i guld havde en finhed pa 900/1000.^[3] Pa grund af den i samtiden hoje vaerdi blev de dog kun brugt i mindre omfang. I Danmark benyttedes til daglig handel forst og fremmest monter i bronze eller solv.

Visse lande udsteder stadig guldmonter: De sakaldte Canadian Gold Maple Leafs, Australian Gold Nuggets og ostrigske Wiener Philharmonikere er de reneste af denne type monter, med 99,99 % guld. Den kinesiske panda har finheden 99,90 %. Sydafrika, USA og Storbritannien udgiver henholdsvis Krugerrands, American Gold Eagles og britiske Gold Sovereigns og Gold Britannias, i alle tilfaelde med en lodighed af 22 karat. Den lavere lodighed skyldes tradition samt et onske om at lave et staerkere produkt, idet guld er meget blodt i ren tilstand. Ingen af disse monter er beregnet til dagligt brug, hvilket ses af deres generelt meget lave palydende vaerdier sammenholdt med monternes faktiske metalvaerdi. Krugerrand er den eneste af disse investeringsmonter, som ikke har en palydende.^{[kilde mangler]} I stedet fungerer de forst og fremmest som anbringelsesmetode for storre vaerdier blandt personer, der ikke har tillid til deres lokale pengevaesen. Denne skik er forst og fremmest udbredt i Asien og Mellemosten. Mange lande i disse omrader har love, der forbyder privatpersoner at eje guld med undtagelse af monter og smykker. Udstedelsen af monter af rent guld kan omga sadanne forbud. Et tilsvarende forbud fandtes tidligere ogsa i Danmark. Den forste stat, der udstedte denne type monter, var Sydafrika med udstedelsen af den sakaldte krugerrand, der indeholder 31,1 gram finguld.. Dette svarer til 1 troy ounce (oz t), hvilket er den enhed, som aedelmetaller noteres i pa London Stock Exchange og New York Stock Exchange. Udstedelsen af krugerrands sikrede Sydafrika en eksportindtaegt pa et tidspunkt, hvor landet var underlagt international handelsblokade pa grund af apartheidstyret, idet veksling af valuta ikke var omfattet af handelsblokaden. Som kuriosum kan bemaerkes, at Letland i 1998 udstedte en 100 lats guldmont i 16,2 gram finguld,^[4] som officielt blev anset som almindeligt betalingsmiddel.^[5]

Guldet i guldbarrer er til gengaeld ofte 24 karat, fordi de modsat monter ikke behover vaere harde eller slidstaerke. Deres brug som investerings- og betalingsinstrument understreges af, at finguld er tildelt en tre-bogstavs-forkortelse pa linje med alverdens valutaer; XAU.

Smykker af guld indeholder naesten altid andre metaller, primaert for at gore metallet modstandsdygtigt over for slitage. Smykker har gerne karat-tal mellem 8 og 22. Det 'andet' metal er oftest kobber, som giver legeringen lidt af dets karakteristiske rodlige farve. I 14 karat guld, hvor 'resten' af metallet er kobber, minder farven til forveksling om visse bronzelegeringer.

Ved at bruge jern og aluminium kan man skabe henholdsvis bla og violette guld-legeringer, men det bruges meget sjaeldent i smykke-sammenhaenge. Palladium og nikkel giver en solvhvid legering. Blanding med solv giver en gron-gul farve. Nikkel er langt det billigste, men da det er giftigt, er der lovgraenser for, hvor meget nikkel sadanne smykker ma afgive.

Ud over metallet til selve smykket indgar guld ogsa i det loddemetal, der bruges i fremstillingen af smykket: I et kvalitetsprodukt bor loddemetallet vaere af en karat, der svarer til karaten af smykkets ovrige bestanddele. Loddemetal af den art fremstilles med en lang raekke karat-tal og i forskellige farver, der matcher de foromtalte legeringer. Dertil laves loddemetallet med op til tre forskellige smeltepunkter. Ved at bruge varianterne med det hojeste smeltepunkt forst kan en guldsmed opbygge ganske komplicerede arbejder med talrige lodninger.

I middelalderen troede man, at guld var gavnligt for helbredet, da noget sa sjaeldent og smukt som guld nodvendigvis matte vaere gavnligt. Selv i dag tilskriver visse alternative behandlere metallisk guld helbredende egenskaber.

Visse guld-holdige salte virker ganske vist infektionsbekaempende og bruges i behandlingen af gigt og lignende lidelser, men det er vel at maerke kun salte og radioaktive isotoper af guld, der finder anvendelse i den moderne laegevidenskab. Som eksempel pa det sidste kan naevnes isotopen ¹⁹⁸Au med en halveringstid pa 2,7 dogn, som bruges i stralebehandling mod visse former for kraeft.

Til gengaeld bruges guld af tandlaeger, da det nemt formbare guld kan tilpasses i broer og kroner, der matcher de tilbagevaerende taender, og generelt giver bedre resultater end andre materialer. Brug af guldkroner for de mest synlige taender betragtes som attraktivt i visse kulturkredse og uattraktivt i andre.

Guld bruges som farvestof i glas, som derved far en intens, dybrod farve. Andre guld-baserede farvestoffer bruges til fotografier, hvor det kan gore sort/hvide fotos lavet med solvbromid let brunlige eller blalige, eller forbedre stabiliteten.

Guld kan ogsa bruges som farvestof i mad. Dets e-nummer er E-175.

Guld, eller legeringer af guld og palladium, bruges til at overfladebehandle biologiske prover og andre elektrisk isolerende emner, der skal undersoges med scanning-elektronmikroskop. Guld er ideelt til dette formal af tre grunde:

• Guldets gode lede-egenskaber bortleder den statiske elektricitet, der 'opsamles' pa emnet under pa grund af mikroskopets elektronstrale.
• Guld er godt til at standse de elektroner, der traeffer det pa overfladen af emnet: Traenger de for langt ind, bliver billedet af det sloret.
• Guld afgiver mange sekundaere elektroner, som scanning-elektronmikroskopet bruger til at danne et billede.

Da guld reflekterer det meste af bade synligt og infrarodt lys, bruges det ofte i rumfarten til at beskytte mod den intense solstraling uden for Jordens atmosfaere: Som gyldne folier pa satellitter og rumfartojer og i et ganske tyndt lag i visiret pa astronauternes rumdragter. Tilsvarende bruges guldfolie i visse Formel 1-racerbiler som varmeafskaermning i motorrummet. I compact discs af hoj kvalitet ses guld undertiden brugt som det reflekterende lag i skiven.

Guld er en udmaerket leder af elektrisk strom, hvilket er blevet udnyttet til ledninger til meget staerke stromme. Bade solv og kobber er bedre til at lede strommen, malt rumfang for rumfang, men guld er mere korrosionsbestandigt.

Den gode ledningsevne udnyttes i forskellige slags elektriske stik af hoj kvalitet, hvis 'ben' og andre kontaktflader overtraekkes med guld. Der hersker en del debat om, hvorvidt guldet giver bedre lyd, billeder og dataforbindelser, men sadanne stikforbindelser ma alt andet lige vaere mere korrosionsbestandige. Af samme grund bruges guld pa overfladen af de elektriske dele i visse typer elektriske kontakter.

Bladguld samt guld i flager og som pulver bruges i visse madvarer, saerligt i slik. I E-nummer-systemet for tilsaetningsstoffer i mad klassificeres guld som et farvestof med nummer E-175. Guld i flager blev brugt i middelalderen af den europaeiske adel, dels for at demonstrere vaertens velstand, dels ud fra foromtalte formodning om, at det er gavnligt for helbredet.

Da guld kemisk set er meget lidt reaktionsvilligt, indgar heller ikke i madens og vores fordojelses kemi. Af samme grund smager det heller ikke af noget. Guld har ingen naeringsmaessig vaerdi og forlader fordojelseskanalen i uforandret kemisk form.

Guld er et aedelmetal, der saettes i forbindelse med Solen, men ogsa som symbol pa overjordisk storhed eller rigdom og velstand. Guld symboliserer evigheden, erkendelse og troskab. Alkymister betragtede guld som noget aedelt, i straeben efter lutring, esoterisk erkendelse og det hojeste trin i andelig udvikling. I Kina betragtedes guld som Solens metal og uressensen yang. Astrologisk horer guld til stjernetegnet loven.

I kristendommen er guld symbol pa himmellyset og fuldkommenheden. I dromme kan guld betyde ny erkendelse og bevidsthedsudvidelse. Symboliserer maskuline vaerdier, i kvinders dromme animus. I auraen tydes guld som besiddelse af stor, gammel osterlandsk visdom.

Vinderen af konkurrencer ved de Olympiske Lege og andre mesterskaber far guldmedaljer. Guldmedaljerne til OL er dog lavet af 92,5 % solv.^[6]

Guldbryllup afholdes efter 50 ars aegteskab.

Omkring halvdelen af alt guld i verden stammer fra Sydafrika, hvor man har udvundet det siden 1880'erne. Anslaet 145.000 tons ved udgangen af 2001. I 1970 stod Sydafrika bag 79 % af verdensproduktionen med omkring 1.000 tons. I 2007 var landets produktion faldet til blot 272 tons, primaert pa grund af stigende tekniske vanskeligheder ved udvindingen, skiftende okonomiske forhold og stramninger i sikkerhedsreglerne for minedrift. Netop det ar overhalede Kina Sydafrika med en produktion pa 276 tons. Det var forste gang siden 1905, at Sydafrika matte se sig overgaet pa dette felt.

Andre vaesentlige guldproducenter er USA, Australien, Rusland og Peru. I Sydamerika arbejdes der med et kontroversielt projekt, Pascua Lama, som handler om at udnytte de rige guldfelter i bjergene i Atacamaorkenen naer graensen mellem Chile og Argentina.

Behandlingen af ramaterialet fra minerne sker enten ved Wohlwill-processen eller Miller-processen. Der findes dog ogsa andre metoder.

En gigantisk kviksolvforurening truer flere omrader i verden som folge af udvinding af guld ved hjaelp af kviksolv. Det gaelder filippinske guldgravere, der udleder mellem 200 og 500 ton kviksolv i naturen arligt ved smaskala-minedrift.^[7]

Verdenshavene indeholder betydelige maengder guld, men fordelt jaevnt i alt havvandet bliver koncentrationen uhyre lav; mellem 0,1 og 0,2 milligram pr. ton vand. En raekke mennesker har haevdet at have fundet en rentabel made at udvinde dette guld, men det har i alle tilfaelde vaeret fejltagelser eller direkte svindel.

Fritz Haber forsogte at udvikle en kommerciel metode til at udvinde havets guld i et forsog pa at finansiere de krigsskadeerstatninger, Tyskland var blevet palagt efter 1. verdenskrig. Desvaerre havde han overvurderet guldkoncentrationen i havet, og den tyske regering endte med at bruge flere penge, end hvad salg af de sma maengder udvundet guld kunne indbringe.

Alkymisternes gamle drom om at omdanne mindre aedle materialer til guld er kommet inden for teknisk raekkevidde i moderne tid, men processen er langt fra rentabel og forventes ikke at blive det inden for en overskuelig fremtid.