Latin

Latin (latin: lingua latina) er et sprog, der blev talt i oldtidens Romerrige. Det har vaeret brugt som internationalt sprog indtil midten af 1800-tallet. Latin er stadig den Hellige Stols (Vatikanets) officielle sprog.

Latin horer til den italiske gruppe af de indoeuropaeiske sprog som de uddode sprog oskisk og umbrisk. Latin er den dialekt, der blev talt i det antikke Latium (Lazio), dvs. omradet syd for Rom. Efterhanden som Rom underlagde sig resten af Italien og landene omkring Middelhavet, voksede latin i indflydelse, og latin blev administrationssprog i den vestlige del af Romerriget. I ost holdt man derimod fast ved graesk, der var blevet udbredt efter Alexander den Stores erobringer, og som alle dannede romere talte.

Der var i oldtiden forskel pa det laerde klassiske latin, som blev brugt i litteratur og offentlige taler, og som der undervistes i i traditionel latinundervisning, og det enklere folkelige "vulgaerlatin", som blev brugt i daglig tale, og som vi kan se spor af i komedierne og Petronius' Satyricon. Cicero gjaldt som det sproglige ideal, og hans samtidige forfatteren Marcus Terentius Varro fremholdt i sit vaerk De lingua latina, at det at tale latin godt, var at tale "romersk". Man kendte romeren pa, at han udtalte h'et og de afsluttende s'er. Catullus gor i et digt nar af en udannet mand, Arrius, der prover at virke dannet ved at udtale h, hvor det ikke skal vaere, som hvis man udtalte "ovenpa" som "hovenpa". En gravstele fra Tarragona har indskriften Have Volusia (= Farvel, Volusia), hvor der skulle have staet Ave Volusia. Med udgangspunkt i de mange sprogfejl, han horte, bekymrede Varro sig for det latinske sprogs fremtid.^[3]

Fra omkring 300 e.Kr. blev latin den vestlige kirkes sprog. Det varede hele middelalderen. Latin blev det internationale sprog, som laerde og videnskabsmaend i det vestlige Europa brugte til udveksling af tanker og opdagelser. Tidspunktet, hvorpa latin ophorte med at vaere modersmal, saettes til ca ar 600.^[4]

Skont Luther afskaffede latin som gudstjenestesprog, beholdt latin ogsa efter reformationen sin plads pa Kobenhavns Universitet og andre europaeiske universiteter. Videnskabelige vaerker var pa latin indtil midten af 1800-tallet. Det blev herefter isaer tysk, der kom i brug (bl.a. af den klassiske filolog Johan Nicolai Madvig), for engelsk tog over hundrede ar senere.

Da Romerriget brod sammen, og de enkelte provinser faldt i forskellige germanske kongers haender, begyndte det latinske sprog at blive splittet op i en raekke vulgaerlatinske dialekter. Disse var til sidst sa forskellige fra hinanden, at der var tale om forskellige sprog, de romanske sprog, hvor man netop har ophort med at udtale den indledende h. Saledes er det latinske ord habere (= at have) blevet til det italienske ord avere og det franske ord avoir. I lang tid blev man ved med at skrive pa klassisk latin, som man altid har gjort, og det er forst i 800-tallet, vi finder de tidligste tekster pa romansk. Pa det tidspunkt har det talte sprog bevaeget sig sa langt vaek fra det skrevne sprog, at almindelige mennesker naeppe har kunnet forsta meget af de laerdes latin. Sproget i provinserne kom ogsa under indflydelse af disses oprindelige sprog.

Forskningen har et ganske godt indtryk af, hvordan latin blev udtalt i oldtiden. Den latinske sprogvidenskab har en raekke indicier at stotte sig til:

1. De romerske grammatikeres beskrivelse af udtalen.
2. Stavefejl i indskrifterne.
3. Lydenes videre udvikling i de romanske sprog.
4. Latinske laneord i fremmede sprog (isaer graesk og germansk).
5. Fremmede laneord i latin (isaer fra graesk).

Den danske skoleudtale har traditionelt fulgt det danske lydsystem og har desuden haft en raekke senlatinske udtalevaner, der ogsa kendes fra den latinske udtale i de andre europaeiske lande, forst og fremmest c = [s] foran fortungevokaler, og ae = [e:]. I lobet af det 20. arhundrede har man gjort stadig flere indrommelser til den klassiske udtale, som den sprogvidenskaben har rekonstrueret. De fleste udtaler derfor c og ae som [kh] (dansk k) og [aI] (dansk ej).

Det er derimod kun fa specialister, der konsekvent skelner vokal- og konsonantlaengde, selv om vi ved, at kvantitetsforskellen var betydningsbaerende. Et typisk eksempel er anus 'gammel kone', anus 'numsehul', annus 'ar', der pa klassisk latin alle blev udtalt forskelligt, hvorimod de to forste falder sammen i den europaeiske latin. Hvor konsonantlaengden normalt bliver gengivet med en dobbeltskrivning af den pagaeldende konsonant, bliver vokallaengden normalt ikke markeret i de latinske tekster (en del aeldre indskrifter bruger dog en sakaldt apex til at markere de lange vokaler, men ikke konsekvent). I dansk eksisterer der ingen forskel mellem lange og korte konsonanter, men derimod mellem korte vokaler i lukkede stavelser (og foran oprindeligt lange konsonanter) og lange vokaler i abne stavelser.

Trykket falder pa den naestsidste stavelse, hvis den indeholder en lang vokal eller en diftong, eller hvis stavelsen er lukket: amatur, amoenus, perfectus. Ellers falder det pa den tredjesidste stavelse: insula, Julius. Eftersom vokallaengden normalt ikke er markeret, skal trykket i tvivlstilfaelde slas efter eller laeres udenad. Det gaelder bade i den klassisk latinske udtale og i den danske skoleudtale. Nar trykket falder pa den tredjesidste stavelse, har den danske skoleudtale imidlertid ogsa et stod pa en eventuelt lang vokal eller diftong eller pa n, m, r, l, f.eks. ul'timus, Ta'citus, ter'ritus. Det samme gaelder i den naestsidste stavelse, hvis den ordet ender pa -er, f.eks. pa'ter, Alexan'der.

• Latinere
• Vulgaerlatin
• Middelalderlatin
• Laegelatin og Gartnerlatin
• Latinsk grammatik
• Latinske ord og vendinger
• Pseudolatin

• Der findes ogsa en Wikipedia pa latin.

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Latin
• Perseus - Denne side kan analysere latinske ord for kon og kasus.