Palladium

For alternative betydninger, se Palladium (flertydig). (Se ogsa artikler, som begynder med Palladium)

Palladium (opkaldt efter asteroiden Pallas) er det 46. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Pd. Under normale tryk- og temperaturforhold optraeder dette overgangsmetal som et blodt, solvskinnende metal der minder lidt om platin. Palladium tilhorer de lette platinmetaller sammen med ruthenium og rhodium.

Palladium oploses langsomt i salpetersyre, saltsyre og svovlsyre (de tre "klassiske", staerke uorganiske syrer). Metallet angribes ikke af normal atmosfaerisk luft ved normal temperatur, om end det kan blive en anelse anlobent hvis luften er fugtig og indeholder svovl-forbindelser (typisk luftforurening). Hvis metallet opvarmes til 800 grader Celsius reagerer det med luftens ilt, og danner et overfladelag af palladium-II-oxid (PdO).

Palladium optraeder med oxidationstrinene 0, +1, +2 og +4, og for nylig har man opdaget kemiske forbindelser hvori palladium indgar med oxidationstrin +6. Man mente tidligere at +3 matte vaere et fundamentalt oxidationstrin for dette metal, men til trods for ihaerdige undersogelser af talrige palladiumforbindelser, blandt andet ved hjaelp af rontgendiffraktion, har man aldrig fundet palladium med oxidationstrin +3.

Palladium har den usaedvanlige egenskab at det kan absorbere brint svarende til 900 gange dets eget rumfang ved stuetemperatur - formodentlig ved at danne palladiumhydrid (PdH₂). Nar metallet absorberer disse store maengder brint, udvider det sig en smule.

Palladium anvendes til fremstilling af smykker, ure, taendror til flyvemaskiner og kirurgiske instrumenter, samt i tandlaegegerningen.

Palladium blev opdaget i 1803 af William Hyde Wollaston: Han havde oplost en prove af en naturligt forekommende platinholdig malm fra Sydamerika i kongevand, og neutraliserede sa oplosningen med natriumhydroxid. Ved at tilsaette ammoniumklorid blev malmens indhold af platin udfaeldet som uoploseligt ammoniumklorplatinat og pa den made "sorteret fra". Til sidst tilsatte han kviksolvcyanid, som reagerede med provens indhold af palladium under dannelse af palladiumcyanid: Herfra kunne det rene metal udvindes ved opvarmning. I 1804 besluttede Wollaston at navngive sin opdagelse efter asteroiden Pallas, som var blevet opdaget et ar forinden i 1802.

Palladiumklorid blev en overgang ordineret som led i behandlingen af tuberkulose, i maengder omkring et milligram per kilogram legemsvaegt per dag - dette havde dog betydelige bivirkninger, og er i dag erstattet af andre og bedre medikamenter.

En elektrode af palladium spillede en central rolle i det eksperiment, hvor fysikerne Fleischmann og Pons i slutningen af 1980'erne pastod at have frembragt fusion ved stuetemperatur - "kold fusion". Forsoget blev gentaget mange gange verden over i manederne og arene der fulgte, men det lykkedes aldrig at pavise kernereaktioner.^{[kilde mangler]}

I 2005 var Rusland den storste producent af palladium, og stod bag halvdelen af verdensproduktionen det ar: Det er virksomheden Norilsk Nickel som forer minedrift omkring byen Norilsk i Sibirien^[1]. Dertil er der forekomster i Australien, Etiopien samt i Syd- og Nordamerika.

I naturen forefindes palladium enten som rent metal, eller i legeringer med blandt andet guld og platin. Dertil dannes der blandt andet palladium ved den fissionsproces der foregar i kernekraftvaerker, og stoffet kan derfor udvindes af det resulterende radioaktive affald - dette finder dog kun sted i ubetydeligt omfang.

Naturligt forekommende palladium bestar af seks stabile isotoper, og dertil kender man 21 radioaktive isotoper, hvoraf palladium-107 er den mest stabile med en halveringstid pa 6,5 millioner ar. Den ovrige snes radioisotoper har halveringstider der males i dage.

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Palladium