Liberalisme

Mens ordet liberalisme forst efter 1800 begyndte at blive brugt som politisk og okonomisk retning, var det intellektuelle fundament for liberalismen aeldre. Laenge for John Locke og Adam Smith har der vaeret historiske situationer og personer, som har inspireret den senere liberalisme. Det gaelder saledes det antikke Graekenland^[10] og den romerske republiks konflikter imellem plebejere og patriciere om grundlaeggende rettigheder og medbestemmelsesret i samfundsledelsen. Reformationen ledte til arhundredlange stridigheder om religionsfrihed, og under den engelske borgerkrig var - udover religiose sporgsmal - problemstillingen om kongens magt i forhold til parlamentet og lighed for loven blandt de vigtige stridspunkter. Den forelobige kulmination kom med den engelske glorvaerdige revolution i 1688, der knaesatte det engelske parlaments rettigheder og retten til modstand mod en statsmagt, der undertrykker folkets rettigheder. Den glorvaerdige revolution forte til oprettelsen af det, som mange betragter som den forste moderne liberale stat.^[11]

John Locke (1632-1704) regnes ofte for grundlaeggeren af den politiske liberalisme, isaer med vaerket Two Treatises of Civil Government.^[12] Locke mente, at alle mennesker i naturtilstanden var fodt lige, frie og uafhaengige, og de var i besiddelse af ejendom: De ejede deres liv, deres frihed og deres gods. Inspireret af Thomas Hobbes anerkendte han indgaelsen af en social kontrakt, men dennes indhold var begraenset til, hvad det almene vel kraevede, og dette hensyn derfor det eneste, der kan motivere indskraenkninger i de naevnte naturlige menneskerettigheder. Hvad almenvellet naermere berettigede, matte folkets flertal afgore, hvorfor det var nodvendigt med en lovgivende magt, udpeget af folket. Med Locke blev ideer som ejendom, loven, adskillelse mellem myndighederne og begraensning af statsmagten - altsa ideer om politisk frihed og ejendom - vigtige emner i den politiske idetaenkning.^[13]

Locke inspirererede bl.a. Montesquieu (1689-1755) til dennes overvejelser om, hvordan man bedst sikrer borgernes frihed - hvilket svar han fandt i princippet om magtens tredeling.^[14] Ogsa Immanuel Kants (1724-1804) politiske filosofi regnes grundlaeggende for at vaere af liberalt tilsnit.^[15] Kant forsvarede magtdelingslaeren og en lang raekke af de traditionelle liberale frihedsrettigheder og gik ind for et grundprincip om den storst mulige frihed til den enkelte, der er forenelig med en tilsvarende frihed for alle andre.

Locke, Montesquieu og Kant fik sammen med andre taenkere fra oplysningstiden stor betydning som inspiration for savel den amerikanske som den franske revolution.

Adam Smith (1723-90) forarsagede med udgivelsen af sit vaerk An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations i 1776 en revolution. Med vaerket grundlagde han den moderne okonomiske videnskab og skabte det intellektuelle grundlag for opgoret mod de to tidligere dominerende skoler, merkantilisterne og fysiokraterne. Ifolge Smith var lonarbejde grundlaget for menneskelig velstand, og ethvert behov ma kaldes nyttigt, fordi det saetter produktion i gang. Enhver ma desuden have ret til frugten af sit eget arbejde. Smith mente, at folks egeninteresse var drivkraften bag et succesfuldt samfund.^[16] Givet at der er fri konkurrence, vil enhver ud fra egen interesse anstrenge sig for at praestere det bedst mulige, da han ellers vil blive udkonkurreret. De okonomiske naturlove sorger dermed automatisk for en balance, der i sidste instans er til gavn for alle. Det sker ikke mindst gennem prisdannelsen, der ifolge Smith er en usynlig hand, der leder menneskene til at baere sig ad, sa det faelles bedste fremmes. Smith gjorde ogsa opmaerksom pa de muligheder, foroget arbejdsdeling og udnyttelse af international handel kunne give. Afgorende for at kunne udnytte de gunstige muligheder var dog, at statens formynderskab burde forsvinde og afloses af fuldstaendig okonomisk frihed. Staten burde kun tage sig af militaer, retspleje og samfundsgavnlige anlaeg som f.eks. veje, som det ikke kunne betale sig for den enkelte at bygge.^[17]

Adam Smiths lidt yngre samtidige Jeremy Bentham grundlagde med sine tanker om staten den borgerlige politiske liberalisme i den skikkelse, der kaldes utilitarisme.^[18] Bentham mente, at det enkelt menneske straebte efter den hojst mulige lystfolelse (nytte) og videst muligt at undga ulystfolelse (unyttige folelser). Samfundet bor straebe efter at opna den storst mulige nytte for det storst mulige antal mennesker. Jo mere enhver ud fra sin egen interesse er i stand til at virke for sin egen lykke, jo storre bliver almennytten eller samfundets totale sum af lykke. Derfor bor staten forsoge at give den enkelte den storst mulige frihed til at straebe efter sin egen lykke og dermed foroge samfundets samlede velfaerd. Kun lovindgreb, der oger almennytten, er berettigede. Benthams tanker vandt staerkt gehor i det britiske erhvervsdrivende borgerskab.^[18] Smiths okonomiske liberalisme og Benthams filosofiske utilitarisme kom dermed til samme resultat: liberalismen som politisk-okonomisk ide. Den fik sit forelobige hojdepunkt i den sakaldte manchesterliberalisme i England i 1830'erne og 1840'erne.^[19]

Udenfor Storbritannien forbandt Adam Smiths okonomiske liberalisme sig med arven fra oplysningstiden og friheds- og lighedstankerne fra den franske revolution. Pa det europaeiske kontinent fik liberalismen efterhanden stigende tilslutning fra akademikerne og det velstillede borgerskab. Herunder oversatte Frantz Draebye allerede i 1780 Adam Smiths hovedvaerk til dansk.

Den europaeiske liberalisme udviklede sig dog ret forskelligt fra land til land. Mange steder forenede den sig med nationalismen, den opfattelse, at mennesker har et saerligt tilhorsforhold til en faelles kulturel, sproglig og geografisk ramme, der bor danne grundlag for det politiske faellesskab.^[20] Kombinationen af tanken om den nationale selvbestemmelsesret med liberalismens krav om lighed og frihed blev til nationalliberalismen, der ikke mindst kom til at spille en vigtig rolle i Italien, Tyskland og Danmark.^[21]

Liberale tanker, mere eller mindre forbundne med nationale, var fremherskende i de bevaegelser, der forte til julirevolutionen i Frankrig i 1830, der forte til "borgerkongen" Ludvig-Filips tronbestigelse og bl.a. spredte sig som opstande i Belgien og Polen; og med mere vidtraekkende betydning revolutionerne i 1848, der omfattede naesten alle kontinentaleuropaeiske lande. Mange steder endte oproret med at blive slaet ned, men i f.eks. Danmark blev donningerne fra revolutionsbolgen afgorende for bade indforelsen af folkestyret med junigrundloven 1849 og 1. slesvigske krig, hvor danske og tyske nationalliberale stod pa hver sin side.

Ogsa udenfor Europa spredte den liberale pavirkning sig. I Latinamerika var de amerikanske ledere i den spansk-amerikanske frihedskrig, der forte til de fleste latinamerikanske landes selvstaendighed, inspireret af bade nationale og liberale tanker, og i det osmanniske rige var den reformvenlige tanzimat-bevaegelse i 1800-tallet og den parallelle nahda i de arabisktalende omrader ligeledes pavirket af den europaeiske liberalisme.

I anden halvdel af det 19. arhundrede fik den sociale og okonomiske udvikling i de vestlige lande indflydelse pa udviklingen af liberalismen. Englaenderen John Stuart Mill spillede her en central rolle. Mill er blevet udnaevnt til 1800-tallets vigtigste liberale taenker, hvormed liberalismen naede sit intellektuelle hojdepunkt.^[1] Han var opdraget i Bentham og utilitarismens tanker, men kritiserede bl.a. i sin bog On Liberty fra 1859 Benthams nytte- og lykkelaere. Mill gik varmt ind for tankens frihed som helt nodvendig for den menneskelige kultur, og mente derfor ikke, at staten havde nogen ret til indblanding pa det andelige omrade. Men mht. okonomiske og sociale forhold delte han ikke Adam Smiths og David Ricardos synspunkter om mindst mulig offentlig indblanding. Mill mente, at det var en misforstaelse at tro, at de okonomiske kraefters frie spil ville lede til den storst mulige velstand for samfundet, da indkomstfordelingen ikke udviklede sig i overensstemmelse med den teori om arbejdsvaerdien, som Smith havde opstillet. Mill mente derfor, at staten bade skulle og kunne gribe ind overfor den uregulerede konkurrences skyggesider, isaer den okonomiske ufrihed for de kapitalsvage.^[22] Det skulle ske ved skarp kontrol med de store private virksomheder, ved sociallovgivning og ved folkeopdragelse. Mills tanker blev inspirationen til det, der somme tider betegnes moderne liberalisme^[23] eller socialliberalisme (i Nordamerika og Storbritannien blot "liberalisme").^[22]

I anden halvdel af 1800-tallet fik ogsa den tredje store ideologiske stromning ved siden af liberalismen og konservatismen, socialismen, storre udbredelse og indflydelse pa den politiske debat. Samtidig med at de sociale kontraster og efterhanden ogsa frygten for de socialistiske stromninger stottede fremkomsten af socialliberale og parallelle socialkonservative tanker (som Disraeli i Storbritannien og Bismarck i Tyskland ses som eksponenter for), var ogsa dele af den socialistiske bevaegelse pavirket af liberalt tankegods. Det var de sakaldte "frihedssocialismer" - anarkismen, syndikalismen, anarkosyndikalismen mm. - der alle var bevaegelser og stromninger med staerke liberale pavirkninger. Ikke mindst tyskeren Max Stirner, der plaederede for en radikal egoisme og afskaffelsen af alle former for magt, udtrykte sadanne tanker og tilskrives ofte oprindelsen til libertarianismen, der dog forst langt senere blev til en mere praecis position i den filosofiske debat.^[24]

Indenfor den okonomiske taenkning blev den klassiske okonomi med Adam Smith, Ricardo og Thomas Malthus som de fremmeste repraesentanter, i slutningen af arhundredet aflost af de neoklassiske okonomers paradigme. De stod for en mere analytisk orienteret og naturvidenskabeligt (matematisk) formuleret okonomisk teori, hvor individet og egennytten kom mere direkte i centrum for teorien. Hvor det for klassikerne var the greatest happiness for the greatest number, blev det i stigende grad et sporgsmal om, hvordan hvert enkelt individ kunne opna sin egen storst mulige nytte, som ikke omfattede de faelles vaerdier. Herved kom individet fra sidst i det 19. og op gennem det 20. arhundrede til at spille en storre rolle i den okonomiske teori.^[25] Adam Smiths "usynlige hand", som Smith selv havde argumenteret verbalt for, blev langt senere (i 1960'erne) matematisk bevist som et praecist udsagn om en markedsokonomi med fuldkommen konkurrence af de to Nobelpristagere i okonomi Kenneth Arrow og Gerard Debreu.

Selvom 1. verdenskrig kan ses som en sejr for det liberale demokrati, blev liberalismen som politisk kraft i mellemkrigstiden i mange lande traengt mellem savel de stadig voksende socialdemokratiske partier og nationalkonservative stromninger som totalitaere kraefter i form af fascisme og kommunisme, og perioden var dermed en dyster tid for liberalismen.^[26] I Storbritannien, hvor det liberale parti i generationer havde skiftedes med de konservative til at danne regering, matte den sidste liberale premierminister David Lloyd George saledes ga af i 1922, og partiet blev permanent fremover henvist til en tredjeplads i Underhuset efter bade de konservative og Labour. Depressionen i 1930'erne forte til stor skepsis overfor de neoklassiske okonomiske tanker, der indtil da havde domineret den okonomiske videnskab. Til gengaeld blev der storre opmaerksomhed om den engelske okonom John Maynard Keynes' ideer om storre statslig indgriben, isaer via finanspolitikken, for at styre den okonomiske konjunkturudvikling. Selvom Keynes var medlem af det liberale parti i England hele sit voksne liv, ansvarlig for udviklingen af partiets okonomiske politik efter 1926^[27], og af nogle regnes for den ypperste repraesentant for den sakaldte "moderne liberalisme" (dvs. naermest socialliberalisme) i det 20. arhundrede^[28], blev hans synspunkter i mange europaeiske lande isaer associeret med en socialdemokratisk tankegang.^[29]

I USA blev praesident Franklin D. Roosevelts New Deal-politik med en betydelig offentlig indblanding i okonomien for at bekaempe ledigheden og stagnationen i 1930'erne skelsaettende for den amerikanske form for (social)liberalisme, som ofte af samme arsag kaldes New Deal-liberalisme.^[30]

Ved afslutningen af 2. verdenskrig syntes det liberale demokrati igen at sta sejrrigt, i hvert fald udenfor Ostblokken. Den politiske liberalisme fik kraftig medvind med dannelsen af FN som en demokratisk institution for losning af nationale og regionale konflikter og formuleringen af menneskerettighedserklaeringen i 1948. I den umiddelbare efterkrigstid var en socialliberal linje fremherskende i vesten med vaegt pa lighed i betydningen "lige muligheder".^[31] Samtidig formulerede Friedrich von Hayek lige fra 1940'erne et opgor med statslig indblanding og et forsvar for det frie marked, bl.a. i sit vaerk Vejen til Traeldom. Det kan diskuteres, om Hayeks tanker repraesenterer liberale eller konservative ideer; de fleste forskere mener, at Hayek "nar frem til proto-liberale konklusioner ud fra klassiske konservative praemisser" og dermed repraesenterer en art liberalkonservatisme.^[32] Hans grundantagelse var, at fornuften er underlagt begraensninger, og han var tilhaenger af en teknokratisk konservatisme. Samtidig mente han, at den menneskelige kundskab bedst udnyttedes ved at lade markedet vaere i fred, og advarede bade imod fascismen, kommunismen og den begyndende moderne velfaerdsstat. Hayek var en af hovedpersonerne i den sakaldte ostrigske skole, en heterodoks okonomisk retning. I de forste artier fik tankerne dog ingen storre indflydelse i offentligheden.

I Tyskland fik en anden liberal variant stor betydning i efterkrigstiden, nemlig den saerlige tyske ordoliberalisme. Denne var udviklet i perioden siden 1930 af tyske okonomer og jurister fra den sakaldte Freiburgskole, bl.a. okonomen Wilhelm Ropke. Selve ordet havde navn efter et tysk samfundsvidenskabeligt tidsskrift ORDO. Ordoliberalismen befandt sig mellem den klassiske liberalisme og socialliberalismen. Den mente, at staten skulle sikre, at markedsokonomien fremmede befolkningens velstand. Det skulle bl.a. ske via en skrap konkurrencelovgivning, en staerk uafhaengig centralbank og statslig indflydelse pa arbejdsmarkedet, f.eks. via trepartsforhandlinger. Ordoliberalismen har dermed klare korporative traek. Ordoliberalismen blev grundlaget for opbygningen af den sakaldte "sociale markedsokonomi" i Tyskland efter krigen.^[33][34]

Med oliekrisen i 1973 fulgte en politisk krise i vesten, og det forte ogsa til et idepolitisk opbrud.^[35] John Rawls kom med sit politisk-filosofiske hovedvaerk En teori om retfaerdighed i 1971 pa mange mader til at saette dagsordenen for de liberale ideers renaessance og fornyelse i politik, ret og okonomi. Vaerket kan betragtes som en art filosofisk apologi over efterkrigstidens samfundsmaessige udvikling. Rawls sogte indenfor en liberal filosofisk horisont at retfaerdiggore de forestillinger, der la bag ikke mindst den amerikanske udvikling af velfaerdsstaten fra 1930'ernes New Deal og frem. Rawls' teori er grundlaeggende liberal med dens vaegt pa individets frihed og hvert enkelt menneskes ret til at leve sit eget liv i henhold til sine egne vaerdier og forestillingen om det gode liv, og at staten skal forholde sig neutralt og tolerant. Den er imidlertid samtidig udpraeget egalitaristisk og udgor derfor en venstreliberal position i modsaetning til den anden form for filosofisk neoliberalisme, der voksede frem i 1970'ernes USA, bl.a. repraesenteret ved Rawls' kollega pa Harvard University Robert Nozick, der repraesenterer et neoliberalt "nyt hojre" eller libertariansk konservatisme.^[36] I 1974 udgav Nozick bogen Anarchy, State and Utopia, der ligesom Rawls' vaerk fik stor intellektuel og politisk resonans, savel i USA som i liberale kredse i Europa. Nozicks liberalisme er funderet i et negativt bestemt frihedsbegreb, og han forfaegtede ideen om en minimalstat, hvor statens opgaver er indskraenket til et absolut minimum (dvs. minarkisme). Hans bog leverede et rets- og moralfilosofisk grundlag for den liberalistiske kritik af velfaerdsstaten. Nozicks politisk-filosofiske kritik var en pendant til Hayeks og den sakaldte Chicagoskoles okonomiske neoliberalisme, repraesenteret bl.a. ved Nobelprismodtagerne Milton Friedman, Gary Becker og George Stigler. Nozick er somme tider, men med urette, blevet slaet i hartkorn med den gruppe af ultraliberalister, der omtales anarkokapitalister, for hvem graensen mellem velfaerdsstaten og den totalitaere stat var udvisket.^[37]

Hayek havde allerede i 1947 samlet en gruppe ligesindede intellektuelle i den schweiziske by Mont Pelerin. Blandt deltagerne var Karl Popper, Ludwig von Mises, Milton Friedman og Wilhelm Ropke, der alle var erklaerede modstandere af den velfaerdsstatslige udvikling i Europa og New Deal-politikken i USA. Modet resulterede i dannelsen af Mont Pelerin-selskabet, der er blevet karakteriseret som en "velorganiseret neoliberal frimurerloge".^[38] Selskabet modtes jaevnligt i de naeste artier, og dets ideer vandt efterhanden storre indpas i den okonomiske debat, isaer efter krisetiden i 1970'erne, hvor den pa dette tidspunkt fremherskende keynesianske tankegang havde svaert ved at handtere den stagflation, der blev et resultat af oliekriserne. I 1970'erne fik Hayeks tanker saledes et gennembrud i formuleringen af det, der blev kaldt nyliberalismen. Her blev Hayeks ideer omlagt til en klassisk okonomisk-liberalistisk tankegang, og Hayek selv modtog Nobelprisen i okonomi i 1974.^[32] I det 20. arhundredes sidste to artier er den okonomiske neoliberalisme saledes blevet det forende idekompleks i den okonomiske, kulturelle og sociale transformation.^[39]

I slutningen af det 20. og starten af det 21. arhundrede er nye problemstillinger kommet i sogelyset, som udfordrer de liberale ideer og i bredere forstand hele den hidtidige vestligt-liberale verdensorden. Pa den idepolitiske front voksede i 1980'erne kommunitarismen frem, som blev skabt som en fagfilosofisk samlebetegnelse for flere indbyrdes beslaegtede former for moralfilosofisk liberalismekritik. Isaer kritiserede kommunitaristerne, bl.a. Alasdair MacIntyre, Michael Sandel og Michael Walzer, liberalismens filosofiske individualisme, idet de mente, at liberalismen ignorerer faellesskabets betydning for individet.^[40]

Efter murens fald i 1989 og sammenbruddet af de fleste kommunistiske regimer udrabte amerikaneren Francis Fukuyama i 1992 det liberale demokrati til "endemalet for menneskehedens ideologiske evolution".^[41] Imidlertid er siden dukket nye dilemmaer op. Den verdensomspaendende finanskrise 2007-09 har faet nogle til at saette sporgsmalstegn ved den liberale verdensorden.^[42] Samtidig har den stigende indvandring, blandt andet fra muslimske lande, til mange vestlige lande medfort, at sporgsmal om integration og multikulturalisme er blevet centrale i den offentlige debat. Den canadiske filosof Will Kymlicka har i sin bog Multicultural Citizenship og senere arbejde ud fra et liberalt verdenssyn forsogt at lose problemstillingen ved at indfore kollektive rettigheder i den liberale taenkning.^[43] Han er dermed et eksempel pa, hvordan den liberale grundholdning vedvarende forsoges givet nye fortolkninger for at kunne besvare nye presserende samfundsproblemer.

Det britiske liberale parti, siden 1988 efter en fusion kendt som Liberal Democrats, har rodder tilbage til Whig-partiet, der fra slutningen af 1600-tallet har forsvaret parlamentets rettigheder og religios tolerance. Midt i 1850'erne vandt betegnelsen liberale frem som betegnelse i stedet for whigger, og i 1877 stiftedes en landsorganisation for partiet. Partiet stod fra starten for bade okonomisk og politisk liberalisme. Efterhanden vandt socialliberale synspunkter frem i partiet. Indtil 1. verdenskrig udgjorde det sammen med det britiske konservative parti de to store partier, der skiftedes til at danne regering. Fra 1920'erne er partiet dog blevet overhalet af Labour Party og er i dag et mindre britisk parti.^[46] Kendte premierministre fra partiet er William Gladstone, H.H. Asquith og den sidste liberale premierminister David Lloyd George.

I Tyskland repraesenterer de frie demokrater FDP, der blev stiftet i 1948, de liberale stromninger. Det er et mindre midterparti mellem de kristelige demokrater og socialdemokratiet og har pa forskellige tidspunkter siddet i koalitionsregering med begge partier.

I Holland er det store VVD (Volkspartij voor Vrijheid en Democratie), der repraesenterer en konservativ liberalisme, og det mindre D66, der er socialliberalt orienteret, medlemmer af Liberal International.^[44]

I Sverige er det nuvaerende Liberalerna, der tidligere ogsa bl.a. har haft navnene Liberala Samlingspartiet, Frisinnade landsforeningen, Folkpartiet og Folkpartiet Liberalerna, baerere af den liberale tradition. Partiet har rodder i klassisk liberalisme kombineret med et staerkt engagement for menneskerettigheder. Mens Nobelpristageren i okonomi Bertil Ohlin var partiformand i 1930'erne og 1940'erne, bevaegede partiet sig i en mere socialliberal retning, der betonede frihed og social retfaerdighed.^[47] I 2000-tallet er partiet igen blevet mere konservativt orienteret.^[48] Fra 1900, hvor Liberala Samlingspartiet blev dannet, til 1960'erne var partiet gennemgaende det storste borgerlige svenske parti - en rolle, som siden er overtaget af Moderaterne. Partiet har leveret fem svenske statsministre: Karl Staaff, Nils Eden, Carl Gustaf Ekman, Felix Hamrin og Ola Ullsten.

Det aeldste norske parti Venstre, der blev grundlagt i 1884, betegner sig som et liberalt og socialliberalt parti.^[49] I mange ar fra slutningen af 1800-tallet til omkring 1. verdenskrig var Venstre det storste norske parti, og i perioden 1920-70 var det fortsat anseeligt med mellem 10 og 20 % af stemmerne. Sporgsmalet om Norges indtraeden i EF og folkeafstemningen herom i 1972 splittede imidlertid partiet, og siden stortingsvalget 1973, hvor det kun opnaede to mandater, har det haft en beskeden opbakning. I arene 1985-93 var det saledes ikke repraesenteret i Stortinget.^[50] Seks af Norges statsministre kommer fra Venstre, fra Johan Sverdrup, der ledede den forste parlamentariske regering i Norge 1884-89, til Johan Ludwig Mowinckel, der forlod statsministerposten i 1935.

Liberal Party of Canada, der blev stiftet i 1867, er Canadas aeldste og dominerende parti. Politisk er det placeret i centrum af canadisk politik mellem det konservative parti og det socialdemokratiske New Democratic Party.

De Nationalliberale var den forste klare danske liberale politiske gruppering, omend de aldrig udgjorde et organiseret politisk parti i moderne forstand. Grupperingen fik en klar profil i offentligheden fra 1830'erne med to hovedpunkter pa programmet: En fri forfatning, som skulle udgore grundlaget for et konstitutionelt monarki til aflosning for den hidtidige danske enevaelde, og en gennemforelse af Ejderpolitikken, sa det davaerende hertugdomme Slesvig blev forenet med Kongeriget Danmark nord for Kongeaen. Gruppen havde isaer stotte blandt studenter, akademikere og dele af borgerskabet i byerne, ikke mindst Kobenhavn. Ledende personer var Orla Lehmann, Carl Ploug, D.G. Monrad og senere C.C. Hall og A.F. Krieger. De nationalliberale var ledende i martsrevolutionen i Danmark i 1848 og udgjorde i den grundlovgivende rigsforsamling i 1848 med ca. en tredjedel af medlemmerne en midtergruppe mellem en konservativt orienteret godsejergruppe og Bondevennerne. I perioden 1857-63 dominerede de nationalliberale periodens danske regeringer; men med katastrofen i 2. Slesvigske Krig i 1864 mistede partiet stort set al indflydelse og gik efterhanden i oplosning. De fleste tidligere nationalliberale politikere tilsluttede sig i 1882 partiet Hojre.

Venstre med det officielle navn "Venstre, Danmarks liberale parti" er det aeldste og storste danske parti, der bekender sig til et liberalt idegrundlag. Selvom partiet har eksisteret siden 1870, var det dog forst i mellemkrigstiden, at partiet begyndte at opfatte sig selv som liberalt. Venstre var i 1800-tallet primaert et landboparti, og etiketten "liberal" blev forbundet med noget borgerligt og urbant, som desuden blev miskrediteret af de tidligere nationalliberales orientering mod Hojre under forfatningskampen.^[5] Venstre kaempede for parlamentarisme og gik ind for frihandel, men dette skyldtes en pragmatisk vurdering af landbrugets interesser snarere end nogle ideologiske okonomiske overvejelser. I Kobenhavn dannedes imidlertid i 1883 Kobenhavns liberale Vaelgerforening pa initiativ af den senere Venstre-finansminister, grosserer og cand.polit. Christopher Hage. Foreningen blev samlingspunkt for den borgerlige opposition mod Hojre i hovedstaden. Foreningen blev i 1888 en del af Venstre, og efterhanden som yngre politikere som bl.a. Viggo Horup gjorde sig gaeldende i foreningen, toneangivende for det, der kaldtes den radikale del af Venstre. Da Det radikale Venstre i 1905 udspaltede sig fra Venstre, fulgte den liberale vaelgerforening med og blev det nye partis kobenhavnske organisation.^[5]

Liberale tanker fik en staerkere ideologisk placering i Venstre med Thomas Madsen-Mygdal, der som en fremstaende landborepraesentant var en kraftig modstander af den omfattende statslige regulering under 1. verdenskrig. Som formand for Landbrugsraadet og senere leder af Venstre fortsatte han denne linje. I 1920'erne begyndte flere venstremaend at identificere sig som liberale og omtale liberalismen som partiets ideologi. I 1930'erne blev forbindelsen yderligere cementeret, bl.a. med udgivelsen af bogen Liberalismen i Danmark i 1935, skrevet af Venstremanden Harald Nielsen og af formanden for Venstres Ungdom, den senere statsminister Erik Eriksen.^[5] Sammenhaengen blev officielt fuldbyrdet, da partiet i 1963 tog navneforandring til "Venstre, Danmarks liberale parti".

Venstre har som parti vaeret et af de dominerende i dansk politik. I perioder har det vaeret landets storste parti, og siden systemskiftet 1901 har det leveret 11 danske statsministre.

Det radikale Venstre, der i 1905 brod ud fra Venstre, repraesenterer en socialliberal tankegang. Ligesom for Venstres vedkommende har partiet dog ikke brugt denne betegnelse altid. Oprindelig talte man i partiet, der bl.a. havde sin tyngde blandt akademikere og nogle erhvervsfolk i byerne, snarere om "socialradikalisme", inspireret af fransk samfundsteori og terminologi. Det gjaldt bl.a. historikeren P. Munch, den senere mangearige udenrigsminister og radikale leder.^[51] Fra slutningen af 1940'erne begyndte partiet imidlertid at omtale sin profil som socialliberal, bl.a. pa foranledning af to fremtraedende okonomer i partiet, Bertel Dahlgaard og Kjeld Philip og inspireret af det svenske Folkpartiet. I partiets principprogram fra 1955 bekendte partiet sig officielt til socialliberalismen.^[52] Partiet har normalt vaeret et mindre dansk parti, men haft en betydelig politisk indflydelse, da det i mange artier har spillet rollen som tungen pa vaegtskalen i Folketinget. Partiet har siden 1909 deltaget i en raekke danske regeringer under bade socialdemokratiske og borgerlige statsministre.

Retsforbundet (grundlagt 1919) forenede liberale ideer med Henry Georges menneskesyn, jordrenteteorien og princippet om fuld grundskyld. Den saerlige afart af liberalismen omtales somme tider som retsliberalisme.^[53] Retsforbundet var repraesenteret i Folketinget 1926-60 og igen i 1973-75 og 1977-81, hvor partiets modstand mod dansk EF-medlemskab gav det en vis vaelgertilslutning. Det deltog i den sakaldte trekantregering (Regeringen H.C. Hansen II) 1957-60.

Liberalt Centrum blev stiftet af de socialliberale udbrydere Niels Westerby og Borge Diderichsen fra Venstres folketingsgruppe i 1965 som folge af en uenighed om den okonomiske politik. Udbryderne arbejdede for en gennemforelse af den tidligere finansminister Thorkil Kristensens politiske linje og onskede at bryde det taette samarbejde siden 1950 mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti. Liberalt Centrum opnaede fire pladser i Folketinget ved valget i 1966, men blev ikke praesenteret ved 1968-valget, og partiet oploste sig selv i 1969.^[54]

Partiet Liberal Alliance startede i 2007 som Ny Alliance, et borgerligt midterparti stiftet af udbrydere fra Radikale Venstre, Venstre og de konservative. Ny Alliances program blev betegnet som socialliberalt og socialkonservativt.^[55] I 2008 skiftede partiet imidlertid navn og profil med et nyt partiprogram med storre vaegt pa liberale maerkesager.^[56] Liberal Alliance opfatter sig som et parti, der har den mest rendyrkede okonomisk liberale politik i Folketinget og dermed ligger til hojre for Venstre.^[57] Ved folketingsvalget i 2015 blev partiet med 7,5 % af stemmerne Folketingets femtestorste parti og indgik i 2016 i Regeringen Lars Lokke Rasmussen III.