IS-LM-modellen

IS-LM-modellen er en todimensionel makrookonomisk model, der bruges som et paedagogisk redskab i undervisningen i makrookonomi, isaer pa universitetsniveau. IS-LM-modellen viser sammenhaengen mellem renter og output (produktion og dermed indirekte beskaeftigelse) pa kort sigt i en okonomi. Skaeringspunktet mellem de to kurver, IS-kurven og LM-kurven, illustrerer en samlet markedsligevaegt i okonomien. IS-LM-modellen illustrerer betydningen af forskellige former for eftersporgselsstod (herunder virkningen af finanspolitik og pengepolitik) pa output og giver dermed en forklaring af aendringer i nationalindkomsten pa kort sigt, hvor priserne antages at vaere konstante eller i hvert fald aendrer sig med en vis traeghed. Dermed kan modellen bruges til at foresla passende tiltag til at stabilisere konjunkturerne. Den bruges ogsa som en byggeklods, der illustrerer okonomiens eftersporgselsside, i mere omfattende modeller som IS-LM-PC-modellen eller AD-AS-modellen.

IS-LM-modellen blev udviklet af den senere Nobelpristager John Hicks i 1937 og senere udbygget af Alvin Hansen som en matematisk fremstilling af keynesiansk makrookonomisk teori. Fra 1940'erne til midten af 1970'erne var modellen den forende ramme for makrookonomisk analyse. I dag betragtes modellen i almindelighed som ufuldkommen og optraeder stort set ikke i okonomiundervisning pa mere avanceret niveau (kandidatniveau) eller i makrookonomisk forskning, men den udgor stadig et vigtigt og paedagogisk indledende "vaerktoj" i de fleste makrookonomiske laereboger svarende til bachelorniveau pa universiteterne.

Da pengepolitik siden 1980'erne og 1990'erne normalt ikke har forsogt at styre pengemaengden, hvilket var en central antagelse i den oprindelige IS-LM-model, men i stedet styrer renteniveauet direkte, har en raekke moderne udgaver af IS-LM-modellen aendret fortolkningen af, og i nogle tilfaelde ogsa navnet pa, LM-kurven, og fremstiller den i stedet som en vandret linje, der viser centralbankens valg af renteniveau. Dette resulterer i en enklere model og menes at afspejle virkelighedens centralbankers adfaerd i dag bedre.

IS-LM-modellen blev fodt pa en konference i Oxford i september 1936. De tre okonomer Roy Harrod, John R. Hicks og James Meade praesenterede alle oplaeg, der beskrev forskellige matematiske metoder til at opsummere tankerne i John Maynard Keynes' hovedvaerk General Theory of Employment, Interest, and Money.^[1][2] Hicks, der havde set et udkast til Harrods oplaeg, opfandt IS-LM-modellen, idet han dog brugte forkortelsen "LL"", ikke "LM". Han offentliggjorde den efterfolgende i en artikel i tidsskriftet Econometrica med titlen "Mr. Keynes and the Classics: A Suggested Interpretation".^[3][1]

Hicks og Alvin Hansen udviklede senere modellen yderligere i 1930'erne og begyndelsen af 1940'erne,^[4]:527 hvor Hansen udvidede det tidligere bidrag.^[5] Modellen blev et centralt redskab i undervisning i makrookonomi i mange artier. Fra 1940'erne til midten af 1970'erne var modellen det forende tankesaet til makrookonomisk analyse.^[6] Isaer var den velegnet til at illustrere diskussionen i 1960'erne og 1970'erne mellem keynesianere og monetarister med hensyn til, om finanspolitik eller pengepolitik var mest effektiv til stabiliseringspolitik. Senere blev denne diskussion mindre betydningsfuld og er endt med at spille en beskeden rolle i nutidens konjunkturpolitiske diskussioner.^[7]

IS-LM-modellen antager et konstant prisniveau og kan derfor ikke bruges direkte til at analysere inflation. Dette var ligegyldigt i 1950'erne og 1960'erne, hvor inflation ikke var noget saerligt problem, men blev problematisk med de stigende inflationsniveauer sidst i 1960'erne og i 1970'erne, hvilket forte til udbygninger af modellen og tankegangen til ogsa at inkorporere okonomiens udbudsside pa en eller anden made, f.eks. i form af AD-AS-modellen, som kan betragtes som en IS-LM-model med en tilfojet udbudsside til at forklare aendringer i prisniveauet.^[7]

IS og LM er forkortelser for henholdsvis investment = saving og liquidity preference = money supply, som er engelske betegnelser for eftersporgslen og udbuddet pa henholdsvis kapital- og pengemarkedet.

IS-kurven, der er omtrent uaendret i bade traditionelle og mere moderne udgaver af IS-LM-modellen, viser de mange forskellige kombinationer af rente- og BNP-niveauer, der kan skabe ligevaegt pa varemarkedet. Ligningen for IS-kurven kan f.eks. udtrykkes som Y = C + I + G + NX, hvor Y star for produktionen/BNP, C repraesenterer det private forbrug, I repraesenterer investeringerne og G det offentlige forbrug. Er der tale om en aben okonomi, vil der desuden vaere et led NX, der repraesenterer nettoeksporten, dvs. landets eksport minus dets import. Nettoeksporten kan vaere bade positiv og negativ.^[4]

IS-kurven har en negativ haeldning i modellens diagram, fordi en stigning i renten vil pavirke investeringerne og dermed BNP negativt. Samtidig vil det lavere aktivitetsniveau i investeringserhvervene formindske den disponible indkomst, og det vil igen fore til et fald i det private forbrug, der forstaerker nedgangen i BNP. IS-kurven kan udledes ud fra den simplere keynesianske okonomiske model det keynesianske kryds, der opererer med konstante (eksogene) investeringer og dermed ikke kan illustrere virkningen af renteaendringer.^[4]

LM-kurven skal i den oprindelige IS-LM-tankegang opfattes som de mange forskellige kombinationer af rente- og BNP-niveauer, der kan skabe ligevaegt pa pengemarkedet. Ligningen for LM-kurven kan f.eks. udtrykkes som M/P = L(Y,r), hvor M angiver den nominelle pengemaengde og P det generelle prisniveau i okonomien. M/P angiver dermed den reale pengemaengde, dvs. den maengde varer, man kan kobe for den samlede nominelle pengemaengde i omlob. M/P udtrykker dermed ogsa det samlede (reale) pengeudbud. Pa hojresiden af lighedstegnet optraeder den samlede pengeeftersporgsel, der udtrykkes ved hjaelp af funktionen L (L er en forkortelse for det engelske liquidity, der ofte bruges som et synonym for penge i sadanne udtryk). Eftersporgslen efter penge antages at afhaenge negativt af renteniveauet r og positivt af indkomsten Y.^[14]

LM-kurven har her en positiv haeldning, fordi en stigning i indkomsten alt andet lige kraever en medfolgende stigning i renteniveauet for at bibeholde ligevaegten mellem udbud og eftersporgsel pa pengemarkedet (for et givet realt pengeudbud). Stigende indkomst medforer i denne tankegang i sig selv, at folk vil eftersporge flere penge. I en situation, hvor udbuddet ikke er aendret, vil eftersporgselsstigningen blive neutraliseret af en endogent bestemt hojere markedsrente; en rentestigning betyder nemlig, at alternativomkostningen ved at have rede penge i stedet for at have sin formue i rentebaerende vaerdipapirer (f.eks. obligationer) bliver storre, og det reducerer isoleret set pengeeftersporgslen og modvirker dermed stigningen fra den storre realindkomst.^[14]

Den kendsgerning, at nutidens centralbanker normalt ikke forsoger at styre pengemaengden som antaget i den oprindelige IS-LM-model, men i stedet forer pengepolitik ved at fastsaette de pengepolitiske renter direkte, har siden 2000 fort til stigende kritik af den traditionelle model for at virke gammeldags og forvirrende for de studerende, der er blevet undervist i modellen. I nogle laereboger er den traditionelle LM-kurve, der udtrykkelig er udledt af en historie om en pengemarkedsligevaegt, blevet erstattet af en LM-kurve, der ganske enkelt viser renten som fastsat af centralbanken. Dette har saledes vaeret tilfaeldet i Olivier Blanchards meget udbredte^[15] laerebog "Macroeconomics" siden dennes 7. udgave i 2017.^[16]

I dette tilfaelde bliver LM-kurven vandret ved det renteniveau, som centralbanken vaelger, hvilket medforer en enklere dynamik i modellen. Desuden kan renteniveauet, der males langs den lodrette akse i diagrammet, fortolkes som enten den nominelle rente eller realrenten. I det sidste tilfaelde giver fortolkningen mulighed for, at inflation kan behandles i modellen pa en enkel made. Output (okonomiens produktion eller vaerditilvaekst) bestemmes stadig af skaeringspunktet mellem IS- og LM-kurverne. LM-kurven kan skifte position som folge af aendringer i pengepolitikken eller eventuelt et skifte i inflationsforventninger blandt okonomiens aktorer. IS-kurven kan som i den oprindelige IS-LM-model skifte position enten som folge af en aendring af finanspolitikken (offentlige udgifter eller beskatning) eller som folge af stod, der pavirker det private forbrug, investeringerne eller (i en aben okonomi) nettoeksporten. Desuden skelner modellen mellem de pengepolitiske renter, som centralbankerne bestemmer direkte, og markedsrenterne, som er afgorende for virksomhedernes investeringer, og som er lig med den pengepolitiske rente plus et tillaeg, som kan fortolkes som en risikopraemie eller et udtryk for forretningsbankernes markedsmagt eller andre faktorer, som pavirker deres forretningsstrategier. Dette tillaeg, som selv er en eksogen variabel, er en made, hvorpa stod til de finansielle markeder kan pavirke varemarkederne og i sidste ende den aggregerede eftersporgsel og dermed beskaeftigelse og BNP.^[4]:195-201

Tilsvarende modeller, ofte under lidt anderledes navne, er indholdet i laereboger af Charles Jones^[17] og af Wendy Carlin og David Soskice^[16] og det internationale CORE Econ-laerebogsprojekt.^[16] Tilsvarende har Akira Weerapana og Stephen Williamson udgivet undervisningsmateriale, hvor LM-kurven er blevet erstattet af en pengepolitisk realrenteregel.^[17][18]

IS-LM-modellen bruges pa egen hand til at undersoge en situation pa kort sigt, hvor priserne er konstante eller i hvert fald bevaeger sig traegt, og inflation ikke er en relevant problemstilling. Derudover bruges modellen ofte som en delmodel af storre modeller, hvor prisniveauet aendrer sig over tid. Inddragelsen af udbudssiden (produktionssiden) i okonomien giver den resulterende model mulighed for at kunne bruges af bade kortsigtede og mellemlangsigtede analyser, eller for at bruge en anden terminologi: keynesiansk og klassisk analyse.^[17]

Et eksempel pa dette er AD-AS-modellen, hvor bogstaverne star for aggregate demand og aggregate supply (aggregeret eftersporgsel og aggregeret udbud).^[17] AD-AS-modellen kan saledes ses som en videreudvikling eller generalisering af IS-LM-modellen, hvor sidstnaevnte bestemmer, hvordan forholdene pa okonomiens eftersporgselsside bestemmes, mens AD-AS-modellen derudover ogsa demonstrerer, hvordan forhold pa okonomien udbudsside (dvs. produktionssiden, herunder beskaeftigelsen, der afgores pa arbejdsmarkedet) kan pavirke den samlede okonomiske tilstand. Desuden kan man i AD-AS-modellen vise, hvordan okonomien udvikler sig pa lidt laengere sigt, hvor prisniveauet er fleksibelt.^[14]:315-317