Valgsystem

Flertalsvalg i enkeltmandskredse er en valgmetode, der isaer anvendes i Storbritannien og de lande, der har vaeret under britisk indflydelse i perioder, f.eks. Australien, Canada, Indien og USA. Flertalsvalg i enkeltmandskredse er den simpleste valgform, der eksisterer. Vinderen af en kreds er simpelthen den person, der har faet flest stemmer. Der behover ikke at vaere et flertal, der har stemt for den givne kandidat; eksempelvis kan man forestille sig, at 3 kandidater stiller op til valg, en far 10% af stemmerne, en far 40% af stemmerne, en far 35% af stemmerne og 15% stemmer blankt. Vinderen af afstemningen vil vaere kandidaten, der far de 40%. Dette betyder dog at den store vinder af valget bliver det parti, der vinder flest kredse. Derfor er det ikke lig med, at det parti har faet flest stemmer.

Fordele ved flertalsvalg i enkeltmandskredse

• Det er let for vaelgerne. Der skal foretages et valg mellem to partier; hvis der findes mere end to partier, forventes det at de andre partier dor ud.
• Der vil typisk opsta et-parti-regeringer. Koalitionsregeringer er undtagelsen frem for reglen. Dette giver storre politisk handlerum for de vindende parter.
• Det mindre parti har nok saeder til effektivt at vaere "vagthund" overfor regeringen. Det mindre parti er ogsa et realistisk alternativ til det vindende parti.
• Systemet understotter brede partier. I fragmenterede lande, med blandede etniske og religiose tilhorsforhold bliver partierne tvunget til at henvende sig til alle, hvilket gor partierne mere helhedsorienterede.
• Ekstremistiske partier bliver ikke valgt.^{[kilde mangler]}
• De, der bliver valgt, repraesenterer et enkelt omrade. Man forventer, at den valgte vil gore mere for sin egn end ellers.

Ulemper ved flertalsvalg i enkeltmandskredse

• Minoritetspartier bliver ekskluderet fra ligelig repraesentation.
• Systemet kan fremprovokere opror fra de grupper, der ikke synes, at de har mulighed for at blive repraesenteret.
• Hvor man er valgt bliver vigtigere end politiske vaerdier.
• Et hojt antal "spildte stemmer". Langt over halvdelen af stemmerne kan ga til nogen, der ikke bliver valgt (op til 49%, hvis kun to partier stiller op).
• Det store antal spildte stemmer betyder ogsa, at der i lande med flertalsvalg typisk er en markant lavere valgdeltagelse end i lande med proportionalvalg. Mange undlader saledes at stemme, hvis deres foretrukne kandidat forventes at tabe, hvormed stemmerne er spildte.
• Mulighed for urimelige kandidatantal. I USA og Indien har valgkredsenes indbyggertal ikke direkte sammenhaeng med valgkredsens stemmer. Det vil altsa sige, at nogle regioner bliver "overrepraesenteret" ved valg.^{[kilde mangler]} Republikanerne i USA har vaeret kriseret for at spekulere i dette ved opdeling i valgdistrikter.^{[kilde mangler]}
• Muligheden for at et mindretal af vaelgerne kommer til at sidde pa et flertal af mandaterne. I USA er det forekommet at et mindretal har valgt en praesident, selv om flertallet onskede den anden kandidat.

Eksempel pa konsekvenserne af Flertalsvalg i enkeltmandskredse fra valget til underhuset i Storbritannien i 1982

Blokafstemning minder om flertalsvalg i enkeltmandskredse, bortset fra, at der vaelges mere end en kandidat, og hver vaelger har lige sa mange stemmer, som der skal vaelges kandidater. I de fleste blokafstemnings-systemer kan vaelgeren "stemme blankt" med et antal af sine stemmer, og kan altsa stemme pa mellem 0 og antallet af valgpladser.

Fordele og ulemper ved blokafstemning

• Systemet kan give mulighed for at kandidater, der ikke tilhorer to store partier kan blive repraesenteret i et parlament.
• Systemet medforer dog som oftest, at der blot bliver valgt flere kandidater fra de store partier, og resultatet kan blive endnu mere disproportionalt end ved flertalsvalg i enkeltmandskredse.

Alternative stemmer er ikke et saerlig udbredt system, men det anvendes i Australien, og lande i naerheden af Australien har ofte indarbejdet elementer fra alternative stemmer-systemet. Der skal vaelges en kandidat i en kreds, men vaelgerne har mulighed for at prioritere samtlige kandidater; deres favorit-kandidat far nr. 1, deres naest-favorit far nr. 2, og sa videre. Hvis en kandidat har mere end 50% af nr. 1-stemmer, sa bliver kandidaten valgt. Hvis ingen har mere end 50%, sa gar den kandidat med faerrest nr. 1-stemmer ud, og kandidatens nr. 2-stemmer bliver lagt oven i de andre kandidaters stemmer. Denne proces fortsaetter, indtil en kandidat har mere end 50% af stemmerne.

Fordele og ulemper ved alternative stemmer

• Folk kan uden at vaere bange for stemmespild stemme pa deres favoritkandidat
• Kandidater prover at henvende sig bredere for at opna andenprioritet ved andre kandidaters vaelgerskarer.
• Mindre partier kan opna indflydelse ved at "saelge" deres partiers andenprioritetsstemmer.
• Der kraeves mere af vaelgerne end ved flertalsvalg
• Der er stadig egnsrepraesentation, og systemet kan fremprovokere mere regionalt fokus end onskeligt.

Flerrunde-systemer er et system, hvor der skal vaelges en enkelt kandidat. Hvis forste afstemningsrunde ikke giver en kandidat mere end 50% opbakning, sa falder den kandidat, der fik den laveste tilslutning ud, og en ny afstemning planlaegges mellem de tilbagevaerende kandidater. Det mest almindelige er to-runde-systemer, hvor kun de to kandidater, der fik flest stemmer i forste omgang gar videre til anden afstemning, eller to-runde-systemer, hvor kun den kandidat med faerrest stemmer gar ud af valget, og vinderen af anden omgang er den person, der far flest stemmer, uanset om der er tale om et absolut flertal eller ej. Ingen lande har i ojeblikket valg med mere end to runder. Valgsystemet anvendes til praesidentvalg i Frankrig og i lande, der har vaeret under fransk indflydelse, f.eks. Monaco, Mali, Den Demokratiske Republik Congo og Egypten.

Fordele og ulemper ved flerrunde-systemer

• Systemet er dyrere end de andre metoder, fordi der skal planlaegges mere end en valgrunde.
• Der kan spores en stor vaelger-apati ved anden afstemningsrunde.
• De negative traek ved flertalsvalg i enkeltmandskredse findes ogsa i dette system.
• Vaelgere har mulighed for at vaelge deres naest-favorit eller for at bestemme sig om mellem runderne.
• Kandidater, der ikke er blandt de to overste i forste runde, vil opfordre deres vaelgere til at stemme pa en bestemt kandidat, en opfordring, der kan "saelges" for indflydelse.
• Systemet er mere simpelt for vaelgere end systemet med alternative stemmer.

Den mest simple form for listeopstilling er, at hvert parti leverer en liste med kandidater og deres raekkefolge. Vaelgerne kan sa stemme pa et parti, og alt efter, hvor mange stemmer, partiet far, sa bliver de overste kandidater pa partiets egen liste valgt. En mere avanceret form er den danske, hvor personlige stemmer har betydning for, hvilke kandidater, der bliver valgt, og der er frit valg mellem at stemme pa en kandidat eller pa et parti.

Fordele ved listeopstilling

• Antal stemmer bliver (naesten) direkte omsat til antal af pladser i parlamentet.
• Meget fa "spildte stemmer".
• Minoritetspartier kan opna repraesentation i parlamentet.
• Partier bliver inciteret til at opstille meget forskellige kandidater pa deres liste.
• Partier er interesserede i alle valgkredse.
• Sandsynligheden for at kvinder vaelges oges kraftigt.
• Sikrer langtidsplanlaegning bedre end to-parti-systemer (pa grund af, at der typisk vil vaere bredere samarbejde).
• Der kan arbejdes med skiftende flertal, hvilket gor systemet mere repraesentativt.

Ulemper ved listeopstilling

• Koalitionsregeringer er uegnede til at traeffe hurtige beslutninger, nar det er pakraevet.^{[kilde mangler]}
• Partisystemet indeholder mange flere partier, hvilket kan gore sma partier i stand til at "afpresse" storre partier.
• Ekstremister har lettere ved at opna repraesentation og oge deres popularitet.^{[kilde mangler]}
• Samarbejdet mellem partier er mere udtryk for partiernes holdninger end for vaelgernes holdninger.
• Storre partier kan ved at skifte samarbejdspartnere blive siddende i regering efter regering pa trods af utilfredsheder.
• Der er typisk lav kontakt til regionen i hvilken en kandidat er blevet valgt
• Partierne kan siges at have storre indflydelse end vaelgerne.^{[kilde mangler]}
• Listeopstillinger kraever, at vaelgerne har et klart indtryk af, hvad et parti star for.
• Systemet gor det vanskeligere at optaelle stemmer end et system med flertalsvalg i enkeltmandskredse.
• Vaelgeren risikerer at hans stemme gar til en kandidat han er uenig med, blot fordi denne er medlem af samme parti som den han har stemt personligt pa.

Blandet proportionalitet er systemer, hvor nogle af kandidaterne vaelges ved flertalsvalg og nogle bliver valgt fra lister. Nogle kandidater vaelges direkte ved et flertalsvalg i en enkeltmandskreds, og listerne anvendes til at sorge for, at der er proportionalitet. Hvis et parti f.eks. far 10% af stemmerne pa landsplan, men ikke vinder nogen kredsmandater, sa anvendes listemandaterne til at sikre, at partiet far omkring 10% af mandaterne i parlamentet. Borgerne har to stemmer, en partistemme og en stemme pa en lokal kandidat. Systemet gor, at proportionaliteten opretholdes i parlamentet, men der er samtidig en grad af regional repraesentation.

Fordele og ulemper ved blandet proportionalitet

• Borgerne har to stemmer.
• Systemet sikrer bade proportionalitet og regional repraesentation.
• Valget til regionalkandidat er mindre vigtigt end partivalget, da antallet af mandater bliver afgjort ved den nationale stemme.
• Systemet kan fremme strategiske stemmer - det kan vaere bedre at stemme pa et andet parti end det foretrukne ved enkeltmandsvalget.

Systemet fungerer ved, at der er flere parlamentspladser i hver valgkreds, og at vaelgerne giver kandidaterne en prioriteret raekkefolge, som ved alternative stemmer. Vaelgerne behover ikke at prioritere alle kandidaterne. Herefter taeller man op, hvor mange stemmer, der kraeves for at vinde et mandat ud fra formlen: Kvote = (afgivne stemmer / antal pladser) + 1

Hvis en kandidat har flere 1.prioritetsstemmer end kvoten, sa gar kandidaten videre. Hvis der ikke er nogen kandidater, der har stemmer nok, sa gar kandidaten med faerrest 1.prioritetsstemmer ud, og kandidatens stemmer fordeles pa deres andenprioriteter. Dette vil for eller siden medfore, at en kandidat har flere stemmer i sin bunke end kvoten.

Hvis kvoten er f.eks. 900 stemmer, og en kandidat har 1000 stemmer i sin bunke, sa har kandidaten 100 overskydende stemmer. Det betyder, at stemmerne pa kandidaten kun er "blevet brugt" 90%. De 1000 stemmer gaelder herefter for 10% af en stemme, og fordeles pa deres andenprioriteter. I den mere manuelle variant traekkes de 100 overskydende stemmer tilfaeldigt ud og fordeles efter deres andenprioriteter.

Processen gentages, indtil der er valgt det rigtige antal af mandater. Systemet anvendes bl.a. i Irland og pa Malta. Et tilsvarende system udviklet af konseilspraesident C.G. Andrae anvendtes til forskellige formal i Danmark mellem 1855 og 1915.

Fordele og ulemper ved enkelt overforbare stemmer

• Vaelgerne har meget stor indflydelse pa, hvem der vaelges.
• Systemet er i hoj grad proportionelt.
• Systemet opfordrer til samarbejde mellem de forskellige partier, fordi de skal bruge hinandens andenprioritetsstemmer.
• Systemet kraever meget af vaelgerne.
• Systemet kraever meget af stemmeoptaellerne.
• Partierne kan blive opsplittet, fordi kandidaterne bade kaemper mod de andre partiers kandidater og deres partifaeller i afstemninger.

Under enkelte ikke-overforbare stemmer har hver vaelger en stemme, men der skal vaelges mere end en kandidat i hvert distrikt. De kandidater, der har de hojeste stemmeprocenter vinder valget. Hvis der eksempelvis er 4 saeder, der skal fyldes, sa vil en kandidat vaere sikker pa at blive valgt, hvis kandidaten har 20% af stemmerne. Systemet anvendes bl.a. i Jordan. Systemet er altsa mere repraesentativt end flertalsvalgs-metoder, men mindre end proportionalitets-metoder.

Fordele og ulemper

• Systemet skaber ikke sa meget fragmentering som proportionalitets-systemer gor.
• Systemet kan dog skabe fragmentering internt i partierne.
• Systemet kan, alt efter synsvinkel, siges at tage det bedste eller det vaerste fra proportionalitets-systemer og flertalsvalgs-metoder.

Parallelle systemer arbejder bade med proportionelle lister og flertalsvalg i enkeltmandskredse, men der laves ingen udjaevning. Japan, Rusland og Somalia er blandt de lande, der har dette system. Hvor mange kandidater, der vaelges ved proportionalitet og hvor mange, der vaelges ved enkeltmandskredse, varierer kraftigt; i Somalia vaelges 92% ved proportionelle lister, i Tunesien kun 12%. De fleste lande, der har systemet, arbejder dog med omkring 50/50.

Fordele og ulemper

• Systemet burde skabe mindre fragmentation end proportionalitets-systemer.
• Systemet kan dog skabe to typer af mandater, nogle med regionale interesser og nogle med nationale interesser.
• Parallelle systemer er forholdsvis forvirrende for vaelgerne.