Enteleki

Enteleki (fra graesk entelekheia "virksomhed"^[1], "fuldstaendiggorelse") er begreb Aristoteles udviklede i sit vaerk Metafysikken, der angiver en virkeliggorelse af noget, som tidligere kun var en potentiel mulighed. Enteleki kan henvise til en form for teleologiske faktor, som bevirker, at et organisk vaesen vil udvikle sig i overensstemmelse med sin egenart.

Begrebet anvendtes forst af Aristoteles som betegnelse for den fuldkomne virkelighed, den fulde aktualitet, som formen bevirker, i modsaetning til stoffet som blot potentialitet; det er udtryk for det virkelig vaerende i alt og malet, hvorefter der straebes. Begrebet blev ligeledes anvendt af skolastikerne og anvendtes senere ogsa af Leibniz, der betegner sine monader som enteleki, fordi de er principperne for det virkelig vaerende.^[1] Endelig har Hans Driesch anvendt begrebet i forbindelse med sin forskning.^[2]

Hos Aristoteles er sjaelen "den forste enteleki hos en organisk krop". Det skal forstas saledes, at i en organisk krop vil alle dennes dele tjene et formal, og enteleki hos en sadan krop er det i kroppen indevaerende formal. Aristoteles mente saledes, at af alle de mulige former, en krop kunne taenkes at rumme, er sjaelen den forste eller hojeste - den, til hvilken alle andre former forholde sig tjenende. Ved denne definition har Aristoteles sa naert forbundet krop og sjael, at sjael uden krop ikke lader sig taenke, hvorved saledes al individuel udodelighed umuliggores.^[3]

• Jorgen Jorgensen: "Hans Driesch" (i: Jorgen Jorgensen: Store taenkere; Kobenhavn 1952; s. 314-327)

• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind VII, s. 340; opslag: Enteleki Arkiveret 20. december 2014 hos Wayback Machine
• S.G. Youngert: Filosofiens historia efter Pontus Wikners kollegium; Rock Island 1896 Arkiveret 12. august 2014 hos Wayback Machine