Dekameron

Fra Wikipedia, den frie encyklopaedi

(Omdirigeret fra Decameron)

Dekameron, 1492.

Dekameron (italiensk titel Il Decameron fra graesk deka (deka) ti; hemera (emera) dage) er den italienske forfatter Giovanni Boccaccios mest beromte vaerk. Det blev skrevet 1349-53. Dekameron betyder "ti dage" pa graesk og refererer til vaerkets struktur.

Struktur og tema

[rediger | rediger kildetekst]

Illustration til indledningen. 1400-tallet.

En historie fra Dekameron (1916) malet af John William Waterhouse.

Lauretta, en af fortaellerne, malet af Jules Joseph Lefebvre.

Banketten i fyrreskoven (1482/83) af Botticelli illustrerer den ottende historie fra den femte dag.

Dekameron er en novellesamling med ti x ti historier. Vaerket bestar af tre fortaellerlag:

Det forste lag er Boccaccio, der som jeg-fortaelleren laegger den ydre ramme.

I det andet fortaellerlag fortaeller Boccaccio om ti unge mennesker, syv kvinder og tre maend, fra det bedre borgerskab, der hver fortaeller en historie hver dag i ti dage.

Det tredje lag er de personer, der optraeder i Dekameron. I enkelte af fortaellingerne optraeder der ogsa et fjerde fortaellerlag.

Hver dag er der et tema for fortaellinger, der kan inddeles i tre overordnet kategorier:

Riddernoveller; der blandt andet handler om hoviske vaerdier
Kobmandsnoveller; om fornuft, klogt, besindighed
Almuenoveller; om erotik, naturlige drifter og kritik af munke og praester

Ligheder mellem Dekameron og Den guddommelige Komedie

[rediger | rediger kildetekst]

Dantes Den guddommelige Komedie var en stor inspirationskilde for Boccaccio, og det er denne, der har givet Dantes Komedie tilnavnet: "guddommelige". Der er visse ligheder mellem de to vaerker blandt andet i overordnet struktur; for eksempel bestar Dantes komedie af 100 sange, mens Boccaccio bestar af 100 fortaellinger. En anden lighed er, at de er skrevet pa italiensk folkesprog og ikke pa latin.

Dekamerons undertitel, Prins Galeotto, er hentet fra Dantes guddommelige komedie, hvor prins Galeotto optraeder i fortaellingerne om kong Arthur.

Forfatterens fortale

[rediger | rediger kildetekst]

Fortalen er Boccaccios forord til rammefortaellingen Dekameron. Boccaccio henvender sig direkte til laeseren for at fortaelle, hvad der inspirerede ham til at skrive de 100 noveller. Inspirationen kom fra hans egen oplevelse af en ulykkelig kaerlighed i hans tidlige ungdom. Han formaede dog ved Guds og gode venners hjaelp at komme sig over smerten og gore den til frydefulde minder. Inspireret af den hjaelp, han fik, onsker han at vise sin taknemmelighed ved at skrive underholdende og belaerende historier, primaert til de kvinder, som han mener, ville have gavn og glaede af at laese dem. Hans bevaeggrund for at henvende sig til kvinder er, at han mener, at de ikke har de samme muligheder som maend for at bearbejde ulykkelig kaerlighed. F.eks. har manden mulighed for at ga pa jagt, at fiske, at ride mm. Da prosa var en ny skrivestil pa Boccaccios tid, var han usikker pa, om han skulle kalde vaerket for noveller, historier, parabler eller fabler. I dag ville man kalde Dekameron en novellesamling.

Indledningen

[rediger | rediger kildetekst]

I indledningen fortaeller han om pestens haergen i Firenze og den konsekvens, den havde for byen og dens indbyggere. Kvinderne blev losslupne og aendrede adfaerd, da de fandt det svaert at se nogen mening i at bevare dyden, eftersom de alligevel skulle do.

I mangel af bedre blev det tidligere adfaerdsmonster - isaer i de finere kredse - erstattet af desperate losninger. Indbyggerne begyndte at gruppere sig pa forskellige mader, nogle ved at isolere sig i sma, lukkede og selvforsynende samfund, andre ved at flygte fra byen, andre ved at sla sig los i druk og musik og nyde det, der muligvis var afslutningen pa deres liv.

Samfundets normer vaeltes, og skikke forgar, da folk enten flygtede eller dode. Doden blev en integreret del af hverdagen i sa stor stil, at det ikke laengere var af betydning, om det var et menneske eller et dyr, der blev offer for sygdommen.

Syv adelige unge damer og tre unge maend beslutter at forlade Firenze sammen med deres tjenestefolk for at undslippe og glemme pestens raedsler.

De installerer sig pa landsteder uden for byen de naeste ti dage, hvor de lever med festmaltider, opvartning og selskabslege i kontrast til forholdene i Firenze .

Den forste dag besluttes det, at en af de ti skal vaere "overhoved" for en dag, for at sikre orden og lige fordeling af pligter.

Som adspredelse fortaeller de en historie hver dag, og da de tilbringer ti dage der, bliver det til hundrede fortaellinger.

Noveller

[rediger | rediger kildetekst]

Forste dag - 3. historie Den tredje historie fortaelles af Filomena, som er en af de syv kvinder. Den handler om den muslimske sultan Saladin, som efter talrige krige og overvaeldene pragtlyst har tomt hele sit skatkammer. Han opsoger nu den jodiske Melkisedek, som for har lant penge ud til agerrenter. Saladin forsoger at laegge en faelde for Melkisedek. Han sporger Melkisedek, hvilken af de folgende tre love, som er de sande. Den jodiske, saracenske eller kristne. Melkisedek er meget vis og ser en faelde. Han vaelger derfor at svare pa sporgsmalet med en historie om en far, der skal vaelge, hvilken af sine tre sonner, som skal arve hans ring. Faren kan ikke bestemme sig og vaelger at lave to ens ringe, sa alle sonnerene far en ring hver. Dermed behover Melkisedek ikke at svare pa en bestemt religion, men anser dem som uafgjort. Gud betragter alle religioner lige, lige som faren betragter sine tre sonner.

Novellen udviser en religios tolerance og bevidsthed om mangefold. Derudover fremhaever den ogsa individets evner og det at vaere i stand til at bruge dem fornuftigt. Joden udviser altsa ikke kun en religios tolerance, da han via sin historie stiller religionerne lige, men han er ogsa et eksempel pa intellekt, og hvordan man som individ formar at bruge dem fornuftigt.

Femte dag - 9. historie Den niende historie bliver fortalt af Pampinea, de ti menneskers dronning. Den handler om Federigo, som er forelsket i Monna, en gift frue. Federigo overoser Monna med gaver i et forsog pa at vinde hendes kaerlighed. Han bliver derfor fattig og ma flytte i et hus pa landet. Her lever han et beskedent liv, hvor hans kaereste eje er en jagtfalk. I mellemtiden bliver Monna enke og hendes son alvorligt syg. Sonnens eneste onske er at fa en jagtfalk, og derfor opsoger Monna Federigo. Da han intet andet har end falken, serverer han den for Monna. Monnas brodre mener, at hun skal gifte sig rigt igen. Trods Federigos fattigdom vaelger hun at gifte sig med ham, da han har vist sig som et vaerdifuldt menneske, idet han ofrede sit kaereste eje for hende.

Novellen viser, at storsind ikke har noget med stand at gore. Selv om Federigo er fattig, opgiver han den eneste ting han har, for at hjaelpe Monna. Falken er symbol pa det hoviske og ridderlige, som Federigo giver afkald pa for de nye vaerdier fra det velhavende, fornuftige borgerskab.