Adolf Hitler

Adolf Hitler blev fodt i den lille nord-ostrigske graenseby Braunau am Inn (Oberosterreich) lige op ad det tyske Bayern og ikke langt fra Bohmen, det nuvaerende Tjekkiet. Efternavnet Hitler har varieret i stavemaderne Huttler, Hiedler, Hittler, Hidtler, Heidlahr og Hitler; et slaegtskab med det tjekkiske Hidlar hhv. Hidlarcek er overvejende sandsynligt. Adolf Hitler var den fjerde i en soskendeflok pa seks fra faderens tredje aegteskab. Hans far var toldfuldmaegtig Alois Hitler, og moderen var hans indgiftede niece Klara, fodt Polzl. Af de seks soskende var det kun Adolf og hans soster Paula, der naede voksen alder. Hitler havde katolske foraeldre og blev katolsk konfirmeret i katedralen i Linz,^[1] men frafaldt selv troen sent i sine teenagear.

Begge Hitlers foraeldre stammede fra Waldviertel. Molleren Johann Georg Hiedler giftede sig i maj 1842 med Maria Anna Schicklgruber, der i 1837 havde fodt en dreng, Hitlers far Alois, udenfor aegteskab. Da Maria dode allerede i 1847, voksede Alois op hos Hiedlers bror, Johann Nepomuk Huttler i Spital. (De to brodre hed altsa begge Johann til fornavn, men stavede til gengaeld efternavnet pa hver sin made.) Alois hed Schicklgruber til efternavn, til han var henved fyrre. I 6. juni 1876 erklaerede Johann Hiedler for en retsskriver og i tre vidners naervaer, at Alois var hans son, og Alois Schicklgrubers navn blev aendret til Alois Hitler i dabsprotokollen.^[2]

Alois Hitler havde giftet sig med den 14 ar aeldre Anna Glasl, som han blev skilt fra. Derefter giftede han sig med den langt yngre Franziska Matzelberger, som han allerede havde sonnen Alois jr. med; og kun tre maneder efter brylluppet kom datteren Angela til verden. Aret efter dode Franziska af tuberkulose, og enkemanden ventede et halvt ar, inden han giftede sig for tredje gang, denne gang med Klara Polzl, der blev mor til Hitler. Alois var 48 ar, Klara kun 25; fodt og opvokset i Spital som datterdatter af den Huttler, der var Alois' farbror, og som han voksede op hos. Et aegteskab mellem sa naere slaegtninge matte forst have biskoppens tilladelse. I januar 1885 kunne brylluppet sta; allerede i maj kom deres forste barn, Gustav, til verden.^[3]

Der gik rygter om, at Hitlers far skulle have vaeret jode. Hans Frank pastod, da han sad i arrest i 1945, at Hitlers farmor Maria Anna Schicklgruber havde vaeret kogekone hos en jodisk familie Frankenberger i Graz, og at familiens son betalte hende bornebidrag fra Alois' fodsel til han var 14 ar. Adolf Hitler skulle altsa have vaeret kvartjode. Men Frankenberger er ikke noget jodisk navn. Ejheller findes der spor efter en bornebidragsaftale mellem nogen Frankenberger og en Schicklgruber. Adolf Hitlers brorson, William Patrick Hitler, pastod i Paris Soir i 1939, at jodens navn havde vaeret Leopold Frankenreiter; men det navn er heller ikke jodisk, og den jodiske menighed i Graz har heller ingen optegnelser om nogen Frankenberger eller Frankenreiter.^[4] Da Hitler kom til magten, forbod han enhver omtale af sin slaegt, og fik i 1938 Dollersheim-egnen (medregnet landsbyen Strones, som hans farmor kom fra) jaevnet med jorden - ogsa farmorens gravsted - ved at omgore egnen til et militaert ovelsesomrade,^[5] senere benyttet af Den rode arme i 1945-55.^[6] I Nurnberglovene indforte han forbud mod, at ikke-jodiske kvinder yngre end 45 ar var husassistenter i jodiske husholdninger.^[7]

Aret hans far gik af med pension, begyndte den 6-arige Hitler i skole i landsbyen Fischlham.^[8] Da han var femten, havde han skiftet adresse syv gange og gaet i fem skoler. I to ar var han elev ved benediktinerklosteret i Lambach, fordi hans far havde kobt en gard i naerheden. Der sang Hitler i kirkekoret, tog sangtimer og dromte om en dag at blive praest. Som 11-arig blev han sendt i realskole i Linz, hvad de betod et okonomisk offer for familien, og var et udslag af hans fars hab om en skonne dag at se sin son som embedsmand. Det satte drengen sig bestemt imod, mens hans far var bestyrtet over sonnens onske om en fremtid som kunstmaler. Til sidst slog familien sig ned i landsbyen Leonding i et lille hus med have.^[9]

Professor Eduard Humer, der underviste klassen i fransk, kom til Munchen i 1923 for at afgive erklaering om sin tidligere elev, som da stod tiltalt for forraederi efter olstuekuppet. Humer udtalte, at Hitler blev "anset for at vaere pastaelig, selvgod og sur"; og "flittig var han heller ikke, ellers havde han opnaet meget bedre resultater, begaver som han var". Historielaereren Leopold Potsch^[10] gjorde derimod et dybt indtryk pa Hitler, og lovprises i Mein Kampf - som den eneste af hans laerere, skont Potsch kun gav ham Tg i historie. I 1938, da Hitler som rigskansler rejste omkring i Ostrig i triumf, gjorde han ophold i Klagenfurt udelukkende for at hilse pa sin gamle laerer, og de to have en timelang samtale under fire ojne. "I kan ikke forestille jer, hvor meget jeg skylder den gamle mand," sagde han bagefter til sine partifaeller.^[11]

I realskolen i Linz kom Hitler fuldstaendig til kort bade pa det akademiske og det sociale plan. Han matte ga det forste skolear (1900/01) om, og laererne skrev i karakterbogen at han "manglede arbejdslyst"; forklaret i Mein Kampf med, at han naegtede at laere noget for at trodse sin far, der ville tvinge ham til at blive embedsmand, nar han selv onskede at blive kunstner. Det sande i denne fremstilling er snarere, at Hitler senere i livet forsogte sig med en kunstnerisk lobebane, der mislykkedes. Hitlers far dode den 3. januar 1903 - hvilket dog ikke forbedrede sonnens skolepraestationer. I 1904 blev Hitler pga. sine darlige karakterer nodt til at skifte fra realskolen i Linz til en skole i Steyr, hvor han afsluttede sin skolegang i 16-arsalderen uden at kunne fa det saedvanlige afgangsvidnesbyrd.^[12] I karakterer fik han Ng i tysk, kemi, fysik, geometri og projektionstegning; Tg i geografi og historie, og i tegning "Meget tilfredsstillende". Forinden havde han vaeret ude af skolen et ars tid pga. en lungesygdom, hvor han tilbragte en tid hos sin moster Theresa Schmidt i landsbyen Spital for at komme til kraefter. Da han omsider fik afsluttet sin skolegang, var han sa lettet, at han for forste og sidste gang i sit liv drak sig fuld. Efter egne oplysninger blev han fundet ved daggry af en malkepige i en groft udenfor Steyr, og hjulpet tilbage til byen. Efter det var han afholdsmand, senere ogsa ikke-ryger og vegetarianer livet ud.^[13]

Wien var pa mange mader en saerlig storby i datidens Europa. Indbyggertallet havde, da Hitler flyttede dertil, passeret 1,7 mio., hvilket betod at hovedstaden i Ostrig-Ungarns kejserrige var en af de storste og mest magtfulde byer i Europa. Mange af indflytterne var emigranter og joder, hvilket resulterede i staerke antisemitiske og nationalistiske stromninger. I lobet af en tiarsperiode var procenttallet af joder steget fra 2 til 10 - og i samme skala var antisemitiske partier skudt frem. Det er et abent sporgsmal, i hvor hoj grad den unge og isolerede Hitler lod sig rive med af propagandaen i de forste ar af sin tid i Wien, men meget tyder pa at han ikke rigtig fandt politik interessent og naermere forsogte at fordybe sig i kunst og arkitektur.

Netop kunsten og arkitekturen blev to store nederlag for Adolf Hitler. Men hans tro pa sit kunstneriske talent var imidlertid sa staerk, at han som oftest ignorerede alle andre foretagender end eskapistisk drommeri om arkitektoniske vidundere og store laerreder med tyske naturalistiske landskaber. Netop denne formalslose fordybelse og drift beskrev han senere i Mein Kampf: "Jeg havde den storste og stolteste tillid til Wien og mit kunstneriske kald."^[14] I oktober meldte Hitler sig til optagelsesprove pa det uhyre ambitiose kunstakademi i Theophilius Hansens pragtbygning pa Schillerplatz. Hitlers tegninger blev godtaget, og ud af de 120, der modte op, var han en af de 33 midlertidigt godkendte. Men naeste dag, da det endelige resultat forela, fik Hitler den maske storste og mest uventede skuffelse i sit liv. Hans tegninger blev afvist som "utilfredsstillende", og beskrivelsen af hans bidrag lod "dode streger" og "livlose former". Dette harde slag fik ham til at opsoge rektor pa akademiet. Rektor foreslog, ikke ueffent, at talentet maske la mere i retning af arkitektur.^[15]

Imidlertid forudsatte arkitektstudiet en studentereksamen. Den knuste Hitler rejste hjem til moderen, der dode af brystkraeft i 1907. Familielaegen Eduard Bloch beskrev senere Hitlers omhu for sin dodssyge mor, og deres naere tilknytning.^[16] Ungdomsvennen August Kubizek flyttede med til Wien efter fru Hitlers dod. De delte vaerelse, og Kubizek beskrev i sine erindringer Hitler som opfarende og ustabil.^[17] Hitler skrev i Mein Kampf om sin mors dod: "Det var afslutningen pa en lang og smertefuld sygdom, der fra starten af efterlod ringe hab om helbredelse. Alligevel var det et frygteligt slag, isaer for mig. Jeg havde respekteret min far, men min mor elskede jeg." Han havde altid hendes fotografi med, hvorhen han rejste, og - er det sagt - holdt det i handen ved sin dod. Han glemte aldrig sin taknemlighed til dr. Bloch og sorgede under holocaust for at saette ham under Gestapos saerlige beskyttelse. Han titulerede ham Edeljude - "aedeljode" ("Hvis alle joder var som ham, var der intet jodeproblem.") Dr. Bloch var den eneste jode i Linz med denne status. Hitler hjalp ham ogsa til at migrere til USA.^[16]

Som foraeldrelos embedsmandsson havde Hitler en manedlig pension frem til det fyldte 24 ar (april 1913). Foraeldrelosepensionen var pa 25 ostrigske kroner i maneden, som sammen med foraeldrearven pa 58 kroner udgjorde en manedsindtaegt tilsvarende en laererlon i realskolen. I 1911 overlod Hitler dog sin pension til lillesosteren Paula.^[18] Men meget dramatisk beskrev han arene i Wien med disse ord; "Fem ars elendighed og jammer - det er, hvad denne Phaiakerby har betydet for mig. Fem ar, hvor jeg forst som hjaelpearbejder og senere som lille maler matte tjene mit sparsomme brod, som ikke var nok til at stille min sult. Sulten var det eneste der naesten aldrig forlod mig." ^[19] Ifolge Kubizek retfaerdiggjorde Hitler sit dagdriveri med sit enestaende geni.^[20] Han stod op ved 12-tiden, spadserede i byen, betragtede arkitekturen og dromte om, hvad han selv engang ville komme til at bygge. Han gik pa museer, i operaen og fortabte sig i sine fantasier. Han laeste og stod bojet over urealistiske planer til langt ud pa natten.^[21]

I september 1908 gjorde Hitler endnu et forsog pa at blive maler. Denne gang blev han imidlertid slet ikke optaget til proverne. Det undlod han at fortaelle, men forlod i stedet sit og Kubizeks vaerelse uden at efterlade sin nye adresse. Hans okonomi blev vanskeligere, og han beskrives som meget forkommen, da han i december 1909 ankom til herberget i Meldemannstrasse og matte have sit toj til aflusning efter at have overnattet pa parkbaenke.^[22]

Hitler blev fodt ind i en velhavende familie og havde det meste af sit liv levet som en usynlig arbejdslos smaborger. Nu var hans dovne og drommende livsforelse blevet aflost af en endnu mere udsigtslos tilvaerelse - og tilmed pa samfundets bund. Hitlers borgerlige opdragelse var i mange afskygninger stadig tydelig, og alligevel sa han borgerskabet som perverteret og frastodende. Han var angst for at falde i proletariatssumpen og sa alligevel ingen anden udvej, da han ikke onskede at vaere en del af det regelmaessige og normaliserede samfund. Han levede altid med denne splittede borgerlighed - ogsa i tiden som forer, hvor han bade kyssede de kvindelige sekretaerer pa handen og til stadighed levede uregelmaessigt med pludselige udbrud og lidenskaber bag denne til tider ufrivillige kulturelle facade.

Hitlers politiske og ideologiske fundament blev formentlig skabt pa mandeherberget i Meidling. Her fik han mange indtryk fra de andre beboere, som han diskuterede livligt med. Ikke langt fra herberget solgtes et antisemitisk tidsskrift, skrevet af en oprort munk. "Er De blond? Da er De kulturskaber og kulturbaerer. Er De blond? Da er De truet af farer"^[23], stod der med store bogstaver pa en forside fra 1910. Hitler sa, hvorledes dette tidsskrifts metoder virkede pa ham selv, og begyndte at studere partier og propaganda. Samtidig lod han rive med af den antisemitiske propaganda, som florerede i Wien i stort omfang. Fortalere for antisemitismen som Georg von Schonerer og Karl Lueger fangede hurtigt Hitlers interesse, og han var en af de mange tusinde, som modte op ved Luegers hojtidelige begravelse i 1910.

Han laeste meget, isaer politisk litteratur (antisemitisk og nationalistisk) som var tilgaengelig i store maengder. Desuden beskriver han i Mein Kampf, hvorledes han gradvist skiftede syn pa joderne; "...jo mere jeg sa, jo tydeligere adskilte de sig i mine ojne fra resten af menneskeheden..."^[24] I Wien fik Hitler ogsa den overbevisning, at marxismen og kommunismen var folkets fjender, som forforte arbejderen til unational taenkning. Disse ideer udviklede sig i tidens lob til rene tvangsforestillinger hos ham.

Hitlers psykopati er formentligt udviklet i wienertiden, mens hans autoritaere politiske holdninger forst kom til udtryk senere. Kubizek fortalte om Hitlers voldsomme udbrud, nar han mente der var lagt faelder for ham, og at den internationale verden i samspil med joderne forsogte at odelaegge hans dromme og fremgang. Igen kan det konkluderes, at denne form for psykopati naermere kan betegnes som en ekstrem selvmedlidenhed. En evig kamp for at retfaerdiggore sin egen eksistens og realisere sit "kunstneriske kald" og "geni". Hans psykopatiske traek har givetvis startet en ond cirkel af selvmedlidenhed - altsa snarere en evig kamp for sit eget vel, end en kamp for at skade andres. Men som de fleste andre svage og uselvstaendige pa denne tid blev han hurtigt offer for propaganda og ekstremisme.

Pa denne made kunne han realisere sig gennem andre og udnytte sin abenbart ubegraensede evne til at hade. Nu blev Hitlers had rettet imod noget bestemt, mens det forhen havde svaevet i overspaendte og paranoide fantasiforestillinger. Denne pludselige borgerliggorelse af hans eksistens og had - eller bare folelsen af at hore hjemme et sted og blive paklistret et maerkat har formodentlig gjort den unge og radvilde Hitler mere tryg. Dog naede han aldrig at melde sig ind i et parti i sin wienertid. Denne kendsgerning har sandsynligvis skyldtes et stadigt braendende onske om at blive kunstner, men undertiden begyndte han at studere antisemitismen og nationalismen - og med en stot og roligt voksende begejstring.

Hitler beskriver ogsa hvorledes han allerede i wienerarene inspireredes til nationalsocialismen ved at smelte Luegers smidighed og forstaelse for at tale til de brede masser sammen med Schonerers nationalisme og antisemitisme. Han har dog senere afvist, at disse politikeres vaerktojer og standpunkter var de afgorende inspirationskilder til nationalsocialismen - de var blot ojenabnere for den unge Hitler.^[25] I disse ar taenkte han i det hele taget meget og skulle efter sigende havde udviklet ideer om den tyske idealstat og forsogt sig med reformer indenfor skolevaesenet. Alt sammen pa det overfladiske niveau, som enhver avislaeser mestrer.

I arene pa mandeherberget levede Hitler af at saelge jaevne skitser af Wiens attraktioner. Den ide fik han af Reinhold Hanisch, der ogsa boede pa herberget, og som solgte billederne for ham. Sammen havde de ogsa banket taepper, baret kufferter pa banegarden og taget andre mindre jobs. I 1910 anlagde Hitler dog sag mod Hanish, idet han pastod, at Hanisch have snydt ham for et mindre belob. Protokollen fra Wiens politiret er senere offentliggjort.^[27] Hitler solgte derefter selv sine billeder. I maj 1913, da Ostrig begyndte at opruste til forste verdenskrig, tog Hitler toget til Munchen for at undslippe vaernepligten, som han allerede var indkaldt til.^[28]

Den 24. maj 1913 ankom han til Munchen. Han var da 24 ar gammel, en melankolsk, ung mand, der opfattede sig selv som "absolut antisemit, som dodsfjende af den samlede marxistiske verdensanskuelse, som altysk."^[29]

Da Hitler ankom til Munchen, medbragte han intet andet end det had og den fanatisme, som han havde opbygget i sine wienerar. Hans gren af familien var enten dod eller bortrejst, og han havde brudt med de venner og bekendte, han havde modt pa sin vej. Den unge Hitlers forstenede adfaerd blev efterhanden tydeligere for omverdenen, og kun nar han diskuterede med fremmede pa cafeer og knejper, viste han menneskelighed i form af sine velkendte raserianfald. De ostrigske myndigheder kom snart pa sporet af ham, og han sendte dem et ynkeligt brev med sin begrundelse for at vaeret udeblevet fra militaertjenesten. Brevet var sirligt formuleret og beskrev hojstemt hans "nod og sult" i Wien. Kort efter modtog Hitler en endelig indkaldelsesordre, og han modte op ca. 14 dage senere. Pa hans militaerpapirer, som den tyske forer febrilsk forsogte at finde og destruere 20 ar senere, stod "Uegnet til vaben- og hjaelpetjeneste, for svagelig. Kasseret."^[30]

Hitler har senere fortalt, at tiden i Munchen var et stralende alternativ til wienerarene og de dertil knyttede nederlag. Grundlaeggende tyder alt dog pa, at Hitlers livsstil var ganske uforandret efter rejsen til hans drommes og laengslers land. Han levede stadig af at male og saelge postkort og blev hverken pavirket eller tog del i de kunstneriske stromninger, som Munchen rummede. Den tyske journalist Josef Greiner mener at have modt Hitler i Munchen og have spurgt ham ad, hvilke tanker han gjorde sig om sin fremtid. Svaret var kontant og lod: "Der bliver jo alligevel snart krig, sa det er lige meget, om man har en profession eller ej; ved militaeret er generaldirektoren ikke mere end hundetrimmeren."^[31]

Hitlers fornemmelser for den snarlige krig var korrekte - og han beskrev folelsen af de europaeiske spaendinger for dens udbrud:

"Allerede i min tid i Wien, la der over Balkan denne blege lummerhede, der plejer at varsle orkanen, og somme tider flammede der et lysskaer op, som dog hurtigt fortabte sig i det uhyggelige morke. Men sa kom Balkankrigen, og det forste vindstod fejede hen over et nervost Europa. Den tid, der kom nu, la som et frygteligt mareridt over menneskene, rugende som en feberhed tropeglod; pa grund af den evige bekymring blev folelsen af en katastrofe, der naermede sig, naesten til en laengsel. Gid himlen dog endelig ville give skaebnen, der ikke laengere lod sig standse, frie tojler. Sa ramte da ogsa den forste maegtige lynstrale jorden; uvejret brod los og himlens torden blandede sig med dronet fra verdenskrigens batterier."^[32]

Den 1. august 1914 var Hitler blandt den tusindtallige menneskeskare pa Odeonsplatz i Munchen, der med feberhede ansigter og desperate patriotiske forhabninger fejrede starten pa 1. Verdenskrig. Medens krigsproklamationen blev laest op i hojtidelige toner, folte Hitler pludselig mening med sin eksistens og berettede senere i selvbiografien Mein Kampf, hvorledes han "overvaeldet af stormende begejstring sank pa knae og takkede himlen af fuldt hjerte", fordi den skaenkede ham "denne lykke at fa lov til at opleve opbrudstiden."^[33] To dage senere meldte han sig som frivillig og blev optaget i et bayersk regiment. Umiddelbart sa Hitler krigen som starten pa noget nyt - en ny verdensorden, hvori han habede pa at slippe fri fra sin melankolske og udsigtslose tilvaerelse.

Hitler haevdede senere at det var hans reaktion mod den tabte krig og "forbryderne", som var arsagen til at beslutningen om at blive politiker begyndte at spire i ham. Der er dog flere indikationer for at dette ikke forholdt sig sadan, og at der er tale om en efterrationalisering fra Hitlers side. Efter krigen drog han direkte tilbage til regimentskasernen i Munchen og gjorde sit bedste for at undga at blive frigjort fra militaeret. Flere gange lod han sig vaelge som en af regimentets tillidsmaend, sa han kunne fa lov at blive. Dette gjorde maerkeligt nok den senere indaedte kommunisthader til soldat under den socialistiske ministerpraesident Kurt Eisners bayerske sovjetrepublik.

I forvirringen efter drabet pa Eisner engagerede Hitler sig hverken for sovjetrepublikken eller for dens modstandere - selv om man i lyset af hans senere lobebane skulle have forventet at han ville have kastet sig ind pa den antikommunistiske side, som var anfort af de folkenationalistiske og ekstremt hojreorienterede frikorps. Det virker mere som om han holdt sig forsigtigt i baggrunden. Der findes dog et foto som viser at Hitler deltog i en sorgemarch for den myrdede Eisner, som var jode. Ogsa dette bliver af enkelte historikere anfort som indikation for at Hitlers politiske anskuelser slet ikke var sa faerdigudviklede, som han selv ville have det til at se ud seks ar senere i "Mein Kampf".

Efter at sovjetrepublikken var blevet slaet ned, lod Hitler sig hverve af "Munchener Reichswehrverwaltung" (Munchens rigsvaernsforvaltning), som dengang var den afgorende magtfaktor i Bayern. Der er noget som tyder pa at han pa denne made onskede at vinde de nye magthaveres velvilje, idet han angav de regimentskammerater som havde engageret sig pa sovjetregeringens side.

De toneangivende maend i det sakaldte "Schwarze Reichswehr" (sorte rigsvaern) som for eksempel major Ernst Rohm, syntes at have set en potentiel agitator i Hitler, som ville kunne vaere dem behjaelpelig med at sprede nationalistiske tanker blandt arbejderne. De sendte Hitler pa et kursus for propagandatalere og gav ham til opgave at udspionere de mange politiske partier og kredse i det postrevolutionaere Munchen. Ved den lejlighed fik Hitler en vabentilladelse og en Walter pistol udleveret, som han beholdt resten af sit liv. Det var ogsa denne han benyttede ved sit selvmord.

En af disse mange grupperinger var et parti stiftet af lasesmeden Anton Drexler og journalisten Karl Harrer, nemlig Deutsche Arbeiterpartei (DAP, Det tyske arbejderparti), som forfaegtede fremmedfjendtlige, antisemitiske og pseudo-socialistiske ideer, det hele blandet med stortysk nationalisme. Forste gang Hitler besogte deres moder var den 12. september 1919. Da en af talerne tog til orde for at Bayern skulle bryde ud af Weimarrepublikken, modsagde Hitler ham sa energisk og veltalende, at man straks bemaerkede Hitlers retoriske talent. Han ma ogsa selv have lagt maerke til at han var i stand til at gribe sine tilhorere og vaekke deres folelser til live. Allerede samme aften forsogte Drexler at hverve ham. Drexler skulle efter sigende pa klingende bayersk have sagt til sin journalistven Harrer: "Dor hot a Goschn, den kennt ma braucha!" (Han har et mundtoj, ham kan vi bruge). Hitler meldte sig ind i DAP den 19. oktober - som det 55. medlem (ikke som det syvende, som han selv pastod senere). At hans medlemsnummer blev 555 kom sig af, at DAPs medlemstaelling begyndte med 501, for at foregive en storre tilslutning end partiet egentlig havde. Pa denne tid kom Hitler for forste gang i beroring med den antisemitiske forfatter Dietrich Eckart fra Thuleselskabet. Eckart var pa udkig efter en agitator som kunne vinde arbejderne og folk fra de lavere samfundslag for hans hojreradikale tankegods. Han var en af de forste der indsa hvilket potentiale Hitler besad, og han forsogte sidenhen at hjaelpe Hitler fremad. I 1920 blev han udgiver af Hitlers partiblad "Volkischer Beobachter".

Eftersom Hitler med sine medrivende talegaver fik stadig flere tilhorere og skaffede stadig flere medlemmer til partiet, blev han snart helt uundvaerlig for det lille DAP. Det tog ikke lang tid for han fik en lederposition i partiets hvervningsarbejde. I begyndelsen af 1920 var han med til at udvikle DAPs 25-punktsprogram, og det var ham der sorgede for at partiet tilfojede "nationalsocialistisk" til sit navn og dermed blev til "Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei" (NSDAP). Et navn som partiet beholdt helt til partiets og det tredje riges undergang i 1945.

Da han blev fritstillet fra haeren den 31. marts 1920, var han allerede i stand til at leve af de honorarer han fik som taler. Han var blevet uundvaerlig som "olstueagitator" for det fremdeles marginale NSDAP. Det udnyttede han, da han i juli 1921 udmanovrerede den gamle partiledelse og med et ultimatum gennemtvang, at han selv blev formand for partiet. Hitler var nu en lokal politisk beromthed. Uden for Bayern blev han imidlertid stort set betragtet som en forunderlig saerling, der kun fortjente lidt traekken pa skuldrene.

Da sovjetrepublikken i Munchen var blevet slaet ned, blev Bayern regeret af den nationalistisk og monarkistisk sindede generalstatsbefuldmaegtigede Gustav Ritter von Kahr, som ikke lagde skjul pa sin afvisning af demokratiet og den "rode" social-liberale rigsregering i Berlin. Hitler og den tidligere generalkvartermester for Haerens Overkommando (Oberste Heeresleitung, OHL) Erich von Ludendorff, som var begyndt at sympatisere med NSDAP, betragtede derfor Kahr som en allieret i deres plan om at styrte regeringen i Berlin. Planen havde Mussolinis "march mod Rom" i oktober 1922 som forbillede. Hitler troede at den franske okkupation af Ruhromradet, den voldsomme inflation og den heftige indre uro i Tyskland ville sikre ham tilstraekkelig stotte i de brede lag af befolkningen.

Om aftenen den 8. november 1923 stormede Hitler og nogle bevaebnede maend Munchens Burgerbraukeller, hvor Kahr netop talte. Kahr gik under trusler med pa Hitlers forslag om en ny regering, men det skulle vise sig, at det kun var et trick for at snyde Hitler, der pa det tidspunkt havde vundet kampen. Allerede naeste morgen gik politiet los pa Hitlers tilhaengeres march og jagede oprorerne pa vild flugt uden de store problemer. Ludendorff blev arresteret allerede den 9. november, Hitler nogle fa dage senere.

Retssagen mod kupmagerne begyndte den 26. februar 1924. Efter loven skulle man have kunnet forvente at sagen ville resultere i lange faengselsstraffe, og at Hitler, der endnu var ostrigsk statsborger, ville blive udvist. Men som det efterhanden var blevet kutyme i Weimarrepublikken, hvor det meste af embeds- og dommerstanden var gennemsyret af nationalistiske og antidemokratiske ideer, blev de hojreradikale gerningsmaend behandlet uhort mildt og fik kun korte faengselsstraffe. Retspraesidenten lod det til og med passere, at Hitler under retssagen angreb ham pa grund af hans jodiske baggrund. Ludendorff bagatelliserede efter bedste evne sin egen medvirkning ved "olstuekuppet" og blev helt frikendt. Hitler, som anede at han ikke ville blive straffet hardt, greb chancen og fremstillede sig selv som den eneste og suveraene initiativtager til hele affaeren.

I forhold til at han havde begaet hojforraederi og forsogt at omvaelte staten, var den endelige faengselsstraf pa fem ar pafaldende mild. Men ikke nok med det; han kom kun til at afsone fem maneder af straffen og blev losladt den 20. december 1924. Mens Hitler sad faengslet i Landsberg am Lech skrev han med hjaelp fra sin sekretaer Rudolf Hess forste del af bogen Mein Kampf. Her fremlagde han i fuld abenhed sine politiske mal og beskrev den nationalsocialistiske ideologis grundlaeggende elementer, isaer med vaegt pa racelaeren.

Takket vaere pressedaekningen af retssagen blev Hitler nu ogsa betragtet som den vigtigste af hele Tysklands sakaldte folkenationale (volkische) politikere. Hans lederstilling i NSDAP stod nu ikke laengere til diskussion, og i den folkenationale bevaegelse fik hans stemme stadig mere vaegt. Nu begyndte han at se pa sin egen rolle som den naturlige forer; det drejede sig nu ikke laengere om at vaere den der beredte vejen for andre som f.eks. von Ludendorff ved olstuekuppet. Nu var det ham selv der skulle vaere forrest. Det var sandsynligvis i forbindelse med denne beslutning at Hitler i 1925 frasagde sig sit ostrigske statsborgerskab. Hitler var statslos indtil 1932, hvor han fik tysk statsborgerskab.

Men der var dog stadig lang vej til magten i Tyskland. Forbuddet mod NSDAP var ganske vist blevet ophaevet igen, men samtidig blev de okonomiske forhold i landet bedre og den politiske situation stabiliseret. Der var nu ikke laengere sa mange, der i desperation lyttede til Hitlers radikale losningsforslag. Man tradte nu ind i en okonomisk vaekstperiode, som skulle vare ved helt til 1929, og det svaekkede de radikale partiers popularitet i vaelgermassen.

Efter losladelsen fra Landshut-faengslet gik Hitler i gang med at skaffe sig den fuldstaendige kontrol over NSDAP. I Nordtyskland havde der dannet sig en staerk mere venstreorienteret partifloj under Gregor Strasser. Han var uenig i Hitlers frieri til den gamle monarkistiske magtelite og gik ind for en langt mere socialrevolutionaer kurs. Men det lykkedes Hitler at neutralisere Strasser og hans ledsagere, eller som i tilfaeldet Joseph Goebbels, der ogsa en overgang flirtede med de socialistiske ideer, helt at traekke dem over pa sin side.

Efter det mislykkede kup var Hitler naet frem til at vejen til magten ikke gik via revolutioner. Det gjaldt om at vinde pa lovlig vis gennem det demokratiske system; han matte opna befolkningens stotte til sin politik for han kunne gennemfore sine mal. Han ville undergrave og besejre demokratiet ved hjaelp af dets egne regler. NSDAP skulle repraesenteres i parlamenterne, men ikke for at arbejde konstruktivt efter de parlamentariske principper. Medlemmerne skulle obstruere og miskreditere demokratiet og dermed vise befolkningen at en et-parti-stat under en forer var at foretraekke. Pa samme tid skulle SA ved spektakulaere parader, gadeslagsmal og organiserede uroligheder sorge for, at offentligheden ikke lod partiet og dets forer ga i glemmebogen, og at det demokratiske systems iboende svagheder blev abenbare for de mange. Endvidere skulle angreb pa andre partier forhindre dem i at agitere og vinde vaelgere. NSDAP oprettede taeskehold, der blev sat ind ved vaelgermoder i mindre byer for at forhindre modstanderpartier i at fremsaette deres budskaber. I de mindre byer var der sjaeldent politi nok til at stoppe den politiske chikane. Nazipartiets efterfolgende markante fremgang ved valgene skyldtes ogsa, at det - isaer inspireret af Joseph Goebbels' banebrydende ideer - forstod at bruge nye metoder for valgkamp, agitation og pavirkning af masserne.

Med borskrakket i New York 1929 og den efterfolgende verdensomspaendende okonomiske krise blev NSDAP igen et parti man skulle holde oje med. Og denne gang fik partiet for alvor medvind. Krisen ramte saerligt Tysklands svaekkede okonomi hardt, arbejdslosheden steg voldsomt, og tynget af det politiske pres brod den hidtidige regering, ogsa kendt som "Weimarkoalitionen" sammen. Der var nu ikke laengere flertal for en demokratisk regering, hvilket forte til, at Zentrum-politikeren Heinrich Bruning stottet af rigspraesident Paul von Hindenburg kunne regere ved hjaelp af provisoriske nodforordninger, der reelt set satte demokratiet ud af kraft. Dermed var vejen faktisk banet for en diktaturstat.

Ved valget til Rigsdagen den 14. september 1930 ogede NSDAP sin andel af stemmerne drastisk: fra 2,6% til 18,3%. For havde NSDAP tolv repraesentanter i Rigsdagen, nu kunne det stille med 107. De statsbaerende demokratiske liberale og socialdemokratiske partier pa den politiske midte havde ikke laengere noget samlet flertal, og Hitler var nu endegyldigt blevet en magtfaktor pa nationalt niveau.

I starten af 30'erne modtog Hitler og hans parti stadig mere stotte, okonomisk og logistisk, af junkerne, tidligere kejsertro, ledende forretningsmaend og militaerfolk (for eksempel fra de sakaldte Freikorps). I 1932 blev Hitler omsider tysk statsborger og kunne nu opstilles som rigspraesident. Valget fandt sted i marts 1932, og Hitler opnaede 30,2 % af stemmerne. Kun Hindenburg kunne sla ham med 49 % af stemmerne. Naesten 80 % af stemmerne var altsa gaet til kandidater med antidemokratiske og nationalistiske holdninger, hvilket vidnede om demokratiets darlige stilling i Weimarrepublikken.

Ved valget til rigsdagen i juli 1932 fik NSDAP 37,3 % af stemmer men allerede ved novembervalget i 1932 sank NSDAP's stemmeandel til 33.1 %.^[44] De var stadig rigsdagens storste parti, men da de ikke havde flertal, var de afhaengige af rigspraesident Hindenburgs velvilje: det var ham der skulle udnaevne kansleren, hvis der ikke var flertal for ham i rigsdagen. Efter en raekke interne magtkampe mellem forskellige nationalkonservative kanslerkandidater endte det med at den forsmaede og forbigaede Franz von Papen forhandlede med Hitler bag kansler Kurt von Schleichers ryg og fik overtalt praesident Hindenburg til at udnaevne Hitler til kansler, og sig selv til vicekansler. Den 30. januar fulgte den skaebnesvangre udnaevnelse af Hitler til kansler, en udnaevnelse der var blevet gjort mulig af forskellige faktorer:

• Hitler fandt stotte hos dele af den tyske storindustri og hos flere banker. De var bange for kommunisme og en efterfolgende nationalisering af okonomien og habede at Hitler ville have held i sit forehavende med at eliminere "den bolsjevistiske fare". De var ogsa lydhore for den militaere oprustning Hitler plaederede for; en oprustning ville kunne gavne okonomien.
• De nationalkonservative kredse omkring Franz von Papen gik ind for at Hitler blev rigskansler. Von Papen, som var blevet lovet en plads i Hitlers kabinet, bildte sig ind at denne ansvarsfulde stilling ville gore Hitler mere ansvarlig og mindre radikal, og at Hitler ville lytte til mere moderate stemmer. Papen habede til en vis grad at kunne styre Hitler ved at have flere konservative ministre i regeringen; der var kun to ministre fra NSDAP.
• Militaerfolkene sa i Hitler en ven af militaeret og habede, at han ville kunne bevirke en national fornyelse og sorge for at Tyskland kunne laegge den forsmaedelige Versaillestraktat bag sig og bringe haeren tilbage til haeder, vaerdighed og styrke ved den lovede oprustning.
• Monarkistiske, antidemokratiske og nationalkonservative kredse habede pa at Hitler ville skabe politisk stabilitet og nyordne den politiske kultur i retning af en genoprettelse af det autoritaere styre fra for 1. verdenskrig.

Det var dog ikke alle nationalkonservative kredse der var lige lykkelige for Hitler, der af mange konservative stadig blev betragtet med stor skepsis pga. sin pobelagtige optraeden og sin forkaerlighed for masserne. Mange konservative sa Hitler som et nodvendigt onde for at kunne forhindre socialismen i at fa magt i landet. Hitler var det mindste onde. General Erich Ludendorff, som sammen med Hitler havde forsogt et kup i 1923, skrev advarende til rigspraesident von Hindenburg efter Hitlers udnaevnelse til kansler i januar 1933:

"De har (...) udleveret vort hellige tyske faedreland til en af tidernes storste demagoger. Jeg profeterer hojtideligt for Dem, at denne ulyksalige mand kommer til at styrte vort rige lukt i afgrunden og bibringe vort land ufattelige lidelser. De kommende slaegter kommer til at forbande Dem i Deres grav for denne handling."^[45]

Den 30. januar satte Adolf Hitler sig i kanslerstolen. Dagen kaldes pa tysk "Machtergreifung". Den parlamentariske situation var dog stadig ikke tilfredsstillende for Hitler, sa han overtalte Hindenburg til at udskrive endnu et valg, der blev berammet til starten af marts 1933. Men natten til den 28. februar begyndte rigsdagsbygningen at braende. Adolf Hitler sa sit snit til at udnytte den udloste panik til at foroge sine magtbefojelser. Da gerningsmanden lod til at vaere en anarkist med forbindelser til kommunistpartiet, kastede man hurtigt skylden for branden pa kommunister og andre venstreflojspartier, og Hitler formaede at overtale Hindenburg til at saette nodbestemmelsen i artikel 48 i Weimarforfatningen i vaerk. Med denne nodforordning i handen kunne kansler Adolf Hitler saette grundlaeggende rettigheder ud af kraft og gennemfore love uden om rigsdagen. Som noget af det forste forbod Hitler det kommunistiske parti, og dets medlemmer blev faengslet og forfulgt over hele Tyskland. I perioden op til valget benyttede Hitler sig effektivt af kanslerens befojelser til at sikre nazisterne ekstrem opmaerksomhed i de statslige medier gennem propaganda og ved at undertrykke alle andre partiers rettigheder. SA-grupper odelagde valgmoder for andre partier ved voldelige optojer. Ved valget den 6. marts 1933 lykkedes det dog alligevel ikke for Hitler at opna det onskede flertal. Med 43,9 procent af stemmerne var det dog det bedste valg for NSDAP til dato, og Hitler havde sammen med det bayerske bondeparti DNVP over halvdelen af pladserne i rigsdagen.

Nodforordningerne, som sikrede at Hitler kunne regere uindskraenket, havde imidlertid begraenset gyldighedstid. For at forlaenge disse befojelser kraevedes der en lov, som skulle have stotte af mere end 2/3 af rigsdagen. Loven blev vedtaget den 23. marts og gav Hitler fuldstaendig magt. Den hed "Gesetz zur Behebung der Not von Volk und Reich" (Loven til at lindre noden for folket og riget), men loven kaldes i fagsprog "Ermachtigungsgesetz" (bemyndigelsesloven). Den blev vedtaget under stor tumult i rigsdagen med stotte fra de borgerlige partier. Kun socialdemokraterne stemte imod; kommunisterne kunne ikke stemme, da deres parti var blevet forbudt.

Loven tradte i kraft den 24. marts 1933 og dermed begyndte Nazi-Tyskland, Det tredje rige. Med denne lov ophorte Weimarrepublikken; Hitler var nu diktator og stod pa magtens tinde.

Den 1. juni 1933 blev den sakaldte "Adolf-Hitler-Spende der deutschen Wirtschaft" ("Gave til Hitler fra det tyske erhvervsliv") indfort. Det var en tvangsafgift, som alle virksomheder skulle betale direkte til NSDAP. Frem til 1945 blev der indkraevet "gaver" af denne art i storrelsesordenen op til 700 mio. rigsmark. Denne afgift styrkede partiet yderligere, da det nu ikke laengere havde okonomiske problemer.

Efter praesident Hindenburgs dod den 2. august 1934 overgik kommandoen over Reichswehr til Hitler uden nogen indvendinger fra haerens side. Fra da af begyndte Hitler at lade Reichswehr aflaegge ed til sig, og han lod sig nu titulere Forer og rigskansler. Hitler havde ved Hindenburgs dod formelt afskaffet praesidentembedet og forenede nu det og kanslerembedet i sin person. Hitlers sidste skridt mod den fuldstaendige magt over haeren skete i januar 1938, da Reichswehrminister Werner von Blomberg og overstbefalende for haeren Generaloberst Freiherr von Fritsch blev fyret bl.a. pga. anklager om homoseksualitet. Hitler afskedigede en raekke generaler og overtog selv den fulde styring af Wehrmacht.

Han fortaeller i Mein Kampf hvordan han efter at have laest en bornebog om den fransk-tyske krig, "svaermede mere og mere for alt, der pa en eller anden made hang sammen med krig og soldater". Den mest solgte bornebog til julen 1933 hed Born, hvad ved I om Foreren? og fortaeller:

"I ved, kaere born, at for var alt godt og rigtigt i Tyskland. Men sa blev franskmaendene bange for os og misundelige. Hver gang der stod i aviserne at nu havde tyskerne gjort en ny opfindelse eller bygget en ny fabrik, blev de endnu mere misundelige...Derfor sagde landene rundt Tyskland: Vi vil ikke finde os i at Tyskland er bedre, rigere, storre og lykkeligere end vi er. Vi vil tage livet af Tyskland..." Deutsche Allgemeine Zeitung skrev, at i "handen pa enhver tysk dreng, der traeder ind i mandbarhedens alder, horer der blinkende vaben, og i naeven pa den yngre bror pil og bue. I omgang med vaben gar hans vaesens dybeste hemmeligheder anelsesfuldt gennem sjaelen og slipper ham ikke mere." Derfor anbefalede Berliner Tageblatt folk at kobe julegaver svarende til det tyske folks hoje kulturelle niveau, saerlig tinsoldater, der "gor vor ungdom fortrolig med Tysklands herlige fortid og vaekker den uimodstaelige militaertanke i deres sind." ^[46]

Hitler eliminerede den interne partikamporganisation SA (Sturm-Abteilung) den 30. juni 1934. SA havde for Hitlers magtovertagelse vaeret et vigtigt instrument til at terrorisere politiske modstandere og sikre sig herredommet ved massemoder. Men efterhanden var organisationen blevet mere og mere opsaetsig over for ledelsen, og den nod ikke udbredt opbakning i befolkningen, der ikke var saerlig begejstret for den voldelige kamp-organisation. Industrien var ogsa tilbageholdende med at stotte op om Hitler fordi SA talte om "revolution" og i det hele taget var den mest socialistiske del af partiet. Rygter om homoseksualitet i SA, isaer omkring SA-lederen Ernst Rohms person, skadede ogsa partiet. Ansporet af Rohms konkurrenter Heinrich Himmler, Hermann Goring og Reinhard Heydrich besluttede Hitler sig under paskud af et SA-kupforsog til at skille sig af med SA, en handling der fik navnet "De lange knives nat". Pa denne nat blev Ernst Rohm og mange andre af Hitlers kritikere henrettet uden rettergang. Hitlers tidligere rival, den forhenvaerende rigskansler Kurt von Schleicher, blev ogsa myrdet sammen med sin aegtefaelle. Drabet tyder pa, at mordene var udlost af gammelt nag, da Kurt von Schleicher ikke laengere udgjorde nogen trussel mod Hitler og hans parti.

Hitler forte en aggressiv og ekspansionistisk udenrigspolitik, der med sin fraekhed, hurtighed og hensynsloshed til fulde udnyttede vestmagternes passivitet. De europaeiske ledere var bade praeget af deres eget onske om fred og habet om at nazismen og kommunismen ville odelaegge hinanden. Derfor fik Hitler held med en kaede af dristige lynaktioner op gennem 30'erne, som gennemfortes pa trods af hans egne generalers forbehold.

Weimarrepublikkens demokratisk valgte politikere havde arbejdet pa at tilvejebringe en revision af Versaillestraktaten, der af tyskerne blev anset for alt for hard mod Tyskland. Hitler forte den samme udenrigspolitisk, men han havde ikke taenkt sig at holde sig til diplomatiske forsog pa at aendre tingenes tilstand. Han ville ogsa anvende militaer magt som trussel for at aendre Versaillestraktatens bestemmelser.

I forste omgang viste de andre europaeiske politikere sig imodekommende over for Hitlers krav, sa militaer magt blev ikke nodvendig. I lobet af 1934 brod Hitler abenlyst Versaillestraktaten ved at oge budgetterne for haer og flade betragteligt. Hitler annoncerede haerens udvidelse til 600.000 mand, seks gange sa meget som traktaten tillod, og han opbyggede bade et nyt luftvaben, Luftwaffe og ogede fladen. Tysklands nabolande sa med stor uro pa disse brud, men valgte at acceptere dem efter Hitlers lofter om landets fredelige intentioner.

Hitler sa dog kun revisionen af Versaillestraktaten som et delmal. Han ansa ikke alene de davaerende tyske graenser, men ogsa de tyske graenser fra for 1. verdenskrig som ulogiske og alt for trange. Hans mal var langt storre og indbefattede store dele af bl.a. Osteuropa inspireret af ideerne om Lebensraum. Selv om Hitler tilkendegav sit fredelige sindelag over for verdens statsledere, var krig tidligt hans egentlige mal.

Efter Hindenburgs dod i 1934 meddelte Hitler generalstaben at han havde til hensigt at gore Tyskland klar til krig inden for fem ar. Det var med dette mal for oje han genindforte den almindelige vaernepligt i 1935 og fremlagde sin firearsplan i 1936. Det okonomiske opsving i Tyskland fra 1933 blev hjulpet frem af et generelt opsving pa verdensmarkedet og yderligere styrket af kreditter. Saerlig vigtig var det statslige arbejdsprogram. Et program, der lignede Roosevelts New Deal. Bade opsvinget og arbejdsprogrammet gavnede oprustningen.

Den nationalsocialistiske udenrigspolitik viste allerede sit klare sigte da Tyskland afbrod nedrustningsforhandlingerne med Storbritannien og Frankrig i oktober 1933 og meldte sig ud af Folkeforbundet. I 1934 stottede Hitler et nationalsocialistisk kupforsog i Wien, hvorunder den ostrigske forbundskansler Engelbert Dollfuss blev myrdet. I marts 1936 brod Hitler endnu engang alle aftaler, da han lod sine soldater marchere ind i den franske demilitariserede zone ved Rhinen.

Hitler gav ogsa sin stotte til Franco under Den spanske borgerkrig fra 1936. Den tyske Legion Condor ydede et vigtigt bidrag til Francos sejr, og indsatsen gav det tyske luftvaben erfaringer, som det snart kunne drage nytte af. Den 25. oktober 1936 indgik Hitler en aftale med Italiens fascistiske diktator Mussolini om dannelsen af en akse mellem de to lande, og en maned senere indgik han ogsa aftale med Japan om antikominternpagten som fascistisk bolvaerk mod Sovjetunionen og socialismen.

Den 5. november 1937 indviede Hitler endelig generalstaben i sine planer for fremtiden. I den protokol, som oberst Friedrich Hossbach forte under det hemmelige mode, hedder det, at "losningen pa det tyske sporgsmal kun kan nas ved magt". Samtidig fortalte Hitler staben, at det var hans faste beslutning at sla til mod Tjekkoslovakiet og Ostrig sa snart som muligt.

I december 1937 godkendte Hitler det "Forste tillaeg til anvisningen for Wehrmachts samlede krigsforberedelse af den 24. juni 1937". Her blev hans angrebsplaner konkretiseret. Her hedder det blandt andet:

"Nar Tyskland nar op til sit fulde krigsberedskab, vil de militaere forudsaetninger vaere tilvejebragt sa vidt, at en angrebskrig mod Tjekkoslovakiet vil kunne vindes(...)selv hvis den ene eller den anden stormagt griber ind."

Hitler var pa dette tidspunkt altsa helt klar over hvad hans aggressive udenrigspolitik ville kunne fore til, og han var indstillet pa dens konsekvenser. De europaeiske nationer veg tilbage for Hitlers vilje og hans militaere trusler, og i marts 1938 opnaede Hitler derfor, at Ostrig blev tilknyttet det nu <> (Anschluss) uden militaere konsekvenser. I oktober samme ar kraevede han at Tjekkoslovakiet skulle afsta Sudetenland til Tyskland. I graenseomraderne var befolkningen overvejende tysksproget og tysksindet. Eftersom Tjekkoslovakiet var i alliance med Frankrig og Storbritannien, indebar Hitlers krav fare for endnu en storkrig. Mussolini, som ansa at Italien endnu ikke havde oprustet i tilstraekkelig grad, fik som maegler imidlertid gennemfort en konference i Munchen mellem Hitler, den britiske statsminister Neville Chamberlain og den franske ministerpraesident Edouard Daladier. Disse to statsledere var meget bange for en krig, som de hverken mente at deres lande var rustede til eller mentalt parate til. De fortsatte dermed deres appeasementpolitik; med Munchenaftalen accepterede de Hitlers onsker og prisgav deres alliancepartner Tjekkoslovakiet. I strid med sine lofter i Munchen gennemtvang Hitler ved hjaelp af krigstrusler i marts 1939, at "Rest-Tjekkiet" (som han kaldte det) kom under nazistisk kontrol som Protektoratet Bohmen og Mahren. Slovakiet blev en nominelt uafhaengig stat, som imidlertid faktisk var helt afhaengig af Tyskland.

Umiddelbart efter at Tjekkoslovakiet var slaet fuldstaendig i stykker, sagde Hitler i en rigsdagstale at Tysklands sidste territoriale krav dermed var blevet indfriet. En tale han endnu engang forsogte at narre de allierede med. Der skulle kun ga nogle fa maneder for han kraevede at den delte tysk-polske by Danzig skulle genforenes med Tyskland. I en hemmelig tillaegsprotokol til Molotov-Ribbentrop-pagten fra august 1939 var Polens og Baltikums deling aftalt mellem Tyskland og Sovjetunionen. Det var Hitlers krav i Polen der til slut udloste den anden verdenskrig. Denne krig havde Hitler bevidst styret mod i sin taenkning og i sine regeringsdispositioner siden 1933. Hele hans politik havde sigtet pa denne krig.

Hans loftebrud under og efter Sudeterland-krisen havde faet Storbritannien og Frankrig til at indse Hitlers reelle hensigter. De ledende statsmaend i begge lande var nu endelig klar over, at det ikke var muligt at indga bindende aftaler med Hitler, og at eftergivenhed bare ville folges af yderligere krav fra hans side. De havde derfor givet Hitler det ultimatum, at hvis han angreb Polen, sa ville de reagere med magt.

Det tog 18 dage at knaekke polakkernes modstand, og i henhold til Molotov-Ribbentrop-pagtens tillaegsprotokol marcherede Den rode arme ind i landet fra ost den 17. september. Kort efter gik Stalin til angreb pa Finland. De pinlige nederlag som de talmaessigt underlegne finner gang pa gang tilfojede de sovjetiske styrker i Vinterkrigen 1939/40, styrkede Hitler i den opfattelse at det ikke ville blive alt for vanskeligt at besejre den Rode Haer. Det var hans hensigt allerede ved indgaelsen af Molotov-Ribbentrop-pagten. Tillige var det angreb det sidste argument Hitler behovede for at fa sine stadig nolende generaler til at tilslutte sig et angreb pa Rusland for at Haeren var klar. Haeren havde meldt ud at de forst var krigsklar i 1941. Ogsa en dato som England havde som skaeringsdato for sin krigsparathed.

Sine storste triumfer fejrede Hitler i den forste halvdel af 1940, hvor Wehrmacht i en raekke kortvarige lynkrige, "Blitzkriege" overvandt Danmark, Norge, Nederlandene, Belgien og Luxembourg. Og desuden nedkaempede han Frankrig i sommeren 1940 pa kun seks uger. Men allerede samme sommer led han sit forste alvorlige nederlag: Slaget om England. I London var Chamberlain blevet aflost af Winston Churchill, som siden 1933 havde agiteret for storre fasthed over for Tyskland. Hitler sa derimod pa sin side England som en mulig forbundsfaelle; den egentlige fjende var for ham Sovjetunionen, sa han tilbod briterne frie haender i deres kolonirige til gengaeld for en anerkendelse af Tysklands dominans pa det europaeiske kontinent. Til trods for Storbritanniens svage militaere stilling afviste Churchill enhver dialog med Hitler, dog efter at havde sikret sig at den amerikanske praesident ville sikre England forsyninger. Efter at luftkrigen over England var slaet fejl, koncentrerede Wehrmacht sig om planer om en invasion med fladestyrker. Men "Operation Seelowe" blev skrinlagt af Hitler i 1941, fordi han stadig ikke betragtede briterne som en alvorlig trussel og nu hellere ville vende sig mod sit egentlige mal: Stalins Sovjetunionen. Ud fra en strategisk analyse stod russerne ogsa i tyskernes baghave og var reelt en storre sikkerhedsrisiko end englaenderne var.

Men forst matte han komme Mussolini til undsaetning: Den italienske Balkankrig gik darligt; saerlig sa det alvorligt ud i Graekenland. Selv om den tyske erobring af Balkan ogsa tjente til at sikre den sydlige flanke mod Middelhavet, kom dette felttog til at forsinke det planlagte angreb pa Sovjetunionen yderligere. Invasionen med kodenavnet Operation Barbarossa kom forst i gang den 22. juni 1941. Den nationalsocialistiske propaganda forklarede angrebet som antikommunismens, antibolsjevismens og den vesterlandske kulturs kamp mod det "asiatiske barbari" og den "jodiske bolsjevisme". Propagandaen var i sin nedvaerdigende omtale af de slaviske folk i hoj grad med til at give de tyske soldater en folelse af, at de snarere kaempede mod dyr end mod mennesker. Felttoget var egentlig snarere et rover- og erobringstogt. Det havde til hensigt at erobre "Lebensraum" (livsrum) for det "ariske herrefolk" og gore de undertrykte befolkninger til slaver eller udrydde dem. I ovrigt havde den tyske haer slet ikke forsyningskapacitet nok og det blev lost kynisk af Hitler ved at beordre haeren til at rove mad fra civile i de besatte omrader, selvom overste general for logistik advarede om at det ville betyde sultedoden for de lokale. Denne ordre betod ogsa at ivaerksaettelsen af angrebet kunne fremskyndes med mindst et ar.

Efter de store sejre blev Wehrmacht standset foran Moskva i december 1941, netop som den frygtede russiske vinter satte ind. Den tyske haer var kort sagt lobet tor for momentum. Forsyningsvejene var blevet for lange til for fa lastbiler og isaer lokomotiver. og slitagen pa den lange rute frem og tilbage for logistik koretojerne udsled dem langt hurtigere end de kunne erstattes. Den 7. december angreb Japan (Tysklands allierede) de amerikanske baser ved Pearl Harbor pa Hawaii. Det drog USA ind i konflikten. Hitler erklaerede krig mod USA den 11. december 1941. Russerne fik sikkerhed for at Japan ikke ville angribe dem fra ost og kunne overfore endda ret store styrker til forsvaret af Moskva og endda angreb og tilbagetvingning af tyskerne. Moskva kom aldrig til at vaere et tysk militaert mal igen.

Den 19. december 1941 overtog Hitler den egentlige overkommando over haeren. Efter at Wehrmacht i 1942 igen kom i offensiven i begraenset omfang blev malet at sikre sig de russiske oliekilder ved kaukasus. Flanken matte dog sikres i dette fremstod mod syd og flanketruslen var Stalingrad... forte Hitlers militaere fejlhandtering til et knusende nederlag tidligt 1943 med Slaget om Stalingrad, hvor hele den sjette tyske arme matte overgive sig fordi Hitler havde forbudt den at traekke sig tilbage fra den udsatte stilling. Samtidig tabte Afrika korpset samme maengde soldater til amerikanerne. I alt 600.000 meget erfarne tyske soldater blev tabt ved de to slag.

Pa ostfronten var krigslykken for alvor vendt for tyskerne. Og Hitlers staende mantra til sine generaler var derefter "vind mig tid". Og en total krig blev indfort med omlaegning af industrien til 100% krigsfokus og indforelse af 3 holds skift mod tidligere kun et hold a 8 timer. Det lykkedes i sadan en grad at rustningsminister Speer kunne genforsyne hele haeren 3 gange i 1944 og i jan-mar 1945 oversteg den tyske krigsindustri den samlede allierede produktion. Sent i 1944 blev isaer olieindustrien bombet i stykker det og manglen pa erfarne soldater gjorde udfaldet. Krigen var tabt. populaert sagt var det en haer der startede krigen og en anden haer der afsluttede den. Sa store havde tabene vaeret.

Samme ar vandt de allierede bombefly luftherredommet over Tyskland. Mange tyske byer endte som ruiner og aske. Den 6. juni 1944 startede den allierede invasion af Normandiet. Og i juli blev hele den tyske midterfront udryddet i den russiske sommeroffensiv med 1 mio. dode tyske soldater. Til trods for alle nederlag, enorme civile tab i alle deltagende lande og voldsomme odelaeggelser lod Hitler krigen fortsaette i to ar, helt til det endelige nederlag. Det skyldes nok isaer Hitlers egen indstilling til verden, hvor den staerke matte vinde eller bukke under. Der fandtes ikke overgivelse, der fandtes kun sejr eller dod. Hans personlige indgreb i den tyske krigsforelse - blandt andet ved at forbyde udsatte troppeenheder at traekke sig tilbage - forte til massive tab blandt de tyske soldater.

Forst da de allierede stod ved Elben og midt inde i Berlin, og Hitler matte frygte, at han kunne blive taget til fange, bestemte han sig for at bega selvmord.

Der er for fa eller ingen kildehenvisninger i dette afsnit, hvilket er et problem. Du kan hjaelpe ved at angive trovaerdige kilder til de pastande, som fremfores.

Hitlers helbredstilstand forvaerredes betragteligt i lobet af krigsarene, og mod slutningen led han hojst sandsynligt af Parkinsons sygdom i et fremskredet stadium, maske ogsa af tiltagende demens. Men ifolge ojenvidner var han stadig i besiddelse af sin naesten magiske tiltraeknings- og overtalelseskraft. Den 19. marts 1945 beordrede han, med det som er blevet betegnet som "Nero-befalingen", at Wehrmacht efterhanden som den blev drevet tilbage i de tyske omrader, skulle odelaegge landets infrastruktur - en taktik kendt som den braendte jords taktik. Men rustningsminister Speer modarbejdede ordren.

Ordren var i overensstemmelse med Hitlers forestilling om "sejr eller undergang". De ostlige folk havde vist sig at vaere de staerkeste, og Hitler mente i sine sidste dage, at det tyske folk ved sit nederlag havde mistet sin eksistensberettigelse, og udstedte derfor Nero-befalingen om fuldstaendig odelaeggelse af alle tyske omrader.

Den 22. april 1945 blev Hitler ramt af resignation under den daglige situationsrapport i Forerbunkeren under rigskancelliet i Berlin. Det blev klart for ham, at Berlin var omringet, og at der ikke var udsigt til undsaetning fra tyske forstaerkninger. Han sagde, at alt nu var tabt, og at alle havde forradt ham. Han lod dele af sin stab rejse, men trods overtalelsesforsog fra Bormann, Keitel og Goring naegtede han selv at forlade byen. Han gav sin chefadjudant SS-Obergruppenfuhrer Julius Schaub ordre om at braende alle hans personlige papirer fra rigskancelliet og fra bunkeren, og derefter gore det samme i Munchen og i Obersalzberg.

Naeste dag var de store debatemner i forerbunkeren, hvor naer russerne var kommet, og hvad der var den sikreste selvmordsmetode. Hitler (56) fordelte flere gange giftampuller med cyanid til sine naermeste medarbejdere. Han fik dem af Himmeler, da denne besogte ham til hans fodselsdag. Den 29. april giftede han sig med sin mangearige livsledsagerske Eva Braun (33). Dagen efter begik de begge selvmord omkring kl. 15.30. De tog gift, og Hitler skod sig samtidig i tindingen.

Martin Bormann, Hitlers kammertjener Heinz Linge, Hitlers SS-adjudant Otto Gunsche og nogle livvagter bragte ligene af Eva Braun og Adolf Hitler ud i rigskancelliets have, hvor de braendte dem. De dode blev gravet op af russerne, som identificerede dem ud fra rontgenbilleder og tandkort. Af politiske grunde holdt de sovjetiske myndigheder fundene hemmeligt.

Forst efter den kolde krigs afslutning blev det kendt, at Hitler og Eva Brauns jordiske rester tilsyneladende havde vaeret gravet ned pa den sovjetiske organisation SMERSH's nye hovedkvarter ved Magdeburg, og at KGB-chef Andropov i april 1970 havde beordret ligene fjernet, for anlaegget blev overdraget til den osttyske regering. De sidste rester blev smidt i Elben og forsvandt med floden videre ud i Nordsoen. SMERSH havde dog taget vare pa et fragment af Hitlers hovedskal, samt kaebeben med tilhorende taender. En amerikansk DNA-analyse af kraniefragment tydede dog pa, at det stammede fra en yngre kvinde ^[48] (Eva Brauns aldersgruppe). I marts og juli 2017 lod den russiske efterretningstjeneste og de russiske statsarkiver en gruppe franske forskere foretage analyser. Typisk for en vegetarianer afslorede analysen af Hitlers darlige taender hvide aflejringer og ingen spor af kodfibre. Et fragment fra hovedskallen fremviste et hul i venstre side, sandsynligvis forarsaget af en kugle. Forskerne fik ikke lov til at tage prover fra fragmentet, som var en fuldkommen match til rontgenbilleder af Hitlers kranium, taget et ar for hans dod. Hans tandsaet viste intet spor af krudt, hvad der tyder pa, at der ikke blev affyret noget skud i munden; mere sandsynligt mod panden. Bla aflejringer pa hans forlorne taender tyder pa en kemisk reaktion mellem cyaniden og metallet i proteserne.^[49]

Alligevel var der en raekke attentater mod Hitler: han overlevede 42 attentater og attentatforsog, der enten strandede under planlaegningen eller i selve gennemforelsesfasen. Nogle slog fejl ved deciderede tilfaeldigheder.

Et attentatforsog fandt sted i 1939, da schweizeren Maurice Bavaud forsogte at skyde Hitler, men han kom aldrig pa skudhold. Et af de mest bemaerkelsesvaerdige fandt sted samme ar, da en spraengsats i Munchens Burgerbraukeller eksploderede fa minutter efter, at Hitler havde forladt salen 18 minutter for planlagt. Den ansvarlige, snedkeren Georg Elser, blev senere draebt i Dachau koncentrationslejr.

En bombe - kamufleret som to flasker Cointreau - som Stauffenbergs medsammensvorne Henning von Tresckow havde smuglet ind i Hitlers fly i Smolensk i 1943, havde en fejl i taendmekanismen.

Fa dage efter blev et attentat i Berlin afblaest i sidste ojeblik, da attentatmanden Rudolf Christoph Freiherr von Gersdorff, som agtede at draebe Hitler ved en selvmordsbombe i Zeughaus Berlin, ikke naede at komme taet nok pa Hitler, for Foreren pludselig forlod Tojhuset.

20. juli-attentatet i 1944 i Forerens hovedkvarter Wolfsschanze i Ostpreussen var det der var taettest pa at lykkes. Det slog imidlertid fejl, blandt andet fordi attentatmanden Claus Graf Schenk von Stauffenberg kun havde medbragt den ene af de to forberedte bomber, og fordi kufferten med bomben tilfaeldigvis blev flyttet laengere vaek fra Hitler og placeret bag et solidt bordben, som tog af for eksplosionen. De sammensvorne, som havde forberedt statskuppet, blev handlingslammet, da de horte, at Hitler var i live, og de fleste blev arresteret og henrettet samme dag i Berlin. Feltmarskal Erwin Rommel var angiveligt blandt attentatforsogets bagmaend; han blev kort efter afhentet ved sin bopael og tvunget til at tage sit liv vha. en giftampul.

At Hitler tolkede den russiske revolution som et jodisk projekt, var ikke ualmindeligt. Churchill og Woodrow Wilson gjorde det samme. En korrespondent i Times beskrev joderne som ledende i bolsjevikkernes verdensrevolution. Det usaedvanlige ved Hitler var hans konklusion: At Tyskland kunne vinde verdensherredomme ved at udslette Osteuropas joder og styrte deres pastaede tilflugtssted, Sovjetunionen. Dette beskrev han som selvforsvar, for kommunismens sejr udlagde han som det tyske folks tilintetgorelse. I direkte konfrontation ansa han det dog som muligt at eliminere den jodiske trussel, for udslettelse af sovjetiske joder ville efter hans mening fa Sovjetunionen til at kollapse som "et korthus" Slavernes modstand ville blive "som indianernes", en tabt kamp. Som den hvide mand i Amerika ville tyskerne kunne oprette et nyt Amerika i Osteuropa. Hitler formulerede det som at "vores Mississippi skal vaere Volga, ikke Niger".^[51]

Allerede i Mein Kampf fra 1924 ses et onske om at udrydde alle joder. Efter magtovertagelsen udovede Hitler og nationalsocialisterne antisemitisme, forst som aben diskriminering mod joder med konfiskering af deres ejendom og egne baenke i parkerne. I lobet af anden verdenskrig udartede den til den "Endlosung", der kostede henved seks millioner europaeiske joder livet. Fa dage efter Hitlers store sejr i Rigsdagen forordnede han en endags boykot af alle jodiske forretninger (1. april 1933). En tidlig lovaendring kraevede at alle joder i statsembeder blev opsagt, og jodiske laeger matte kun have jodiske patienter.

"Nurnberglovene" fra 1935 berovede fuldstaendig joderne deres statsborgerlige rettigheder ud fra racekriterier. AEgteskab mellem joder og ikke-joder forbudt, og konslig omgang mellem joder og andre blev defineret som "raceskaending" og var ligeledes strafbart. Der kom egne baenke for joder i parkerne,^[52] Stat og politi skulle bista ved sakaldte arianiseringer, dvs. overdragelse af jodiske virksomheder til ikke-joder pa vilkar som var saerdeles gunstige for de nye ejere. Udvandringsvillige joder blev palagt en "rigsflugtsskat", hvorefter de matte betale storstedelen af den ringe sum, de havde faet ud af tvangssalget af deres ejendom. "Krystalnatten" mellem 9. og 10. november 1938 vakte international forfaerdelse.

Efter felttoget i Polen i 1939 gik Hitler-regimet fra at marginalisere og fordrive joderne gradvis over til en decideret udryddelsespolitik. Det var nu ikke laengere muligt for tyske joder at udvandre, og i tyskbesatte omrader blev de udsat for voldsomme forfolgelser. I Osteuropa udforte sakaldte SS-Einsatzgruppen massedrab pa mindst 1 million allerede i starten af krigen. Fra 1. september 1941 blev alle joder fra seksarsalderen tvunget til at baere en gul davidsstjerne synligt pa tojet. Der kom nu ogsa flere diskriminerende love til: forbud mod at joder benyttede offentlige transportmidler eller ejede en bil, radio eller husdyr. Efterhanden blev joder i tyskbesatte omrader i Osteuropa tvunget ind i ghettoer eller sendt direkte til koncentrationslejre; i Vesten var Amsterdam den eneste by, hvor tyskerne vurderede at oprette en ghetto, og planen blev frafaldet efter protester fra Amsterdams byrad og den hollandske regering.^[53] Men i det besatte Polen blev der fra 1942 oprettet rene udryddelseslejre med mord i industrielt omfang, sasom Treblinka og Sobibor.

Hitlers antisemitisme var ogsa et politisk fejlgreb. I den grad joderne pavirkede verdensopinionen, havde det vaeret i Tysklands favor, f.eks nar det gjaldt at holde USA fra at deltage i forste verdenskrig pa vestmagternes side. Joderne havde vaeret Tysklands bedste venner - nu tvang han dem over pa fjendens side, og det taeller dobbelt. Flugten af forfattere og kunstnere kunne han nok tale, men i lobet af 1933 flyttede verdens hovedcentrum for atomforskning sig fra universitetet i Gottingen til USA. Uden Hitlers antisemitisme var Tyskland sandsynligvis blevet verdens forste atommagt.^[47]

Hitlers direkte ansvar for disse forbrydelser er efter krigen forsogt benaegtet eller betvivlet af holocaust-fornaegtere ud fra, at der ikke findes noget dokument undertegnet af Hitler med forordning om jodeudryddelser. Men referatet fra Wannseekonferencen i januar 1942 er bevaret.

• Bullock, A. (1958). Hitler: a Study in Tyranny. Bantam Books. ISBN 1-56852-036-0
• Cross, C. (1973). Adolf Hitler. Hodder and Stoughton. ISBN 0-340-10911-4
• Davidson, E. (1977). The Making of Adolf Hitler. Macmillan Pub. Co. ISBN 0-8262-1117-8
• Davidson, E. (1996). Unmaking of Adolf Hitler. Univ. of Missouri Pr. ISBN 0-8262-1045-7
• Dufner, A. (2003). Rise of Adolf Hitler. Greenhaven Pr. ISBN 0-7377-1518-9
• Fest, J. (2004). Der untergang. Frankfurt am Main, Berlin, Wien
• Fest, J. (2002). Hitler. Harvest Books. ISBN 0-15-602754-2
• Fuchs, T. (2000). A Concise Biography of Adolf Hitler. Berkley. ISBN 0-425-17340-2
• Gerber, A. (1961). The life of Adolf Hitler, 1889-1945. Mercury Books. ASIN B0007EAR98
• Giblin, J. (2002). The Life and Death of Adolf Hitler. Clarion Books. ISBN 0-395-90371-8
• Hanfstaengl, E. (1994). Hitler : The Missing Years. Arcade Publishing. ISBN 1-55970-272-9
• Gogerly, L. (2003). Adolf Hitler. Heinemann/Raintree. ISBN 0-7398-5256-6
• Haffner, S. (1978) Anmerkungen zu Hitler. Fischer Taschenbuch Verlag. Frankfurt am Main. ISBN 3-596-23489-1
• Hallett, G. (2005). Hitler Was a British Agent. Progressive Press. ISBN 0-473-11478-X
• Heiber, H. (1972). Adolf Hitler a Short Biography. Berg Pub Ltd. ISBN 0-85496-123-2
• Heiden, K. (1936). Hitler: A Biography. A.A. Knopf.
• Heyes, E. (1994). Adolf Hitler. Millbrook Pr. ISBN 1-56294-343-X
• Housden, K. (2000). Hitler : Biography of a Revolutionary. Routledge. ISBN 0-415-16358-7
• Kershaw, I. (1999). Hitler: 1889-1936 Hubris. W. W. Norton & Company. ISBN 0-393-04671-0
• Kershaw, I. (2001). Hitler: 1936-1945 Nemesis. W. W. Norton & Company. ISBN 0-393-32252-1
• Kolb, Eberhard (2005) [1984]. The Weimar Republic. London; New York: Routledge. ISBN 978-0-415-34441-8.
• Kubizek, A. (1976). The Young Hitler I Knew. Greenwood Pub Group. ISBN 0-8371-8664-1
• Machtan, L. (2001). The Hidden Hitler. Basic Book. ISBN 0-465-04308-9
• Marrin, A . (1987). Hitler. Penguin Books ISBN 0-670-81546-2
• Maser, W. (1973). Hitler: legend, myth & reality. Harper & Row. ISBN 0-06-012831-3
• Nardo, D. (2002). Adolf Hitler. Lucent Books. ISBN 1-56006-951-1
• Nicholls, D. (2000). Adolf Hitler: A Biographical Companion. ABC-Clio Inc. ISBN 0-87436-965-7
• Parker, L. et al. (2002). Adolf Hitler. Blackbirch Pr. Inc. ISBN 1-56711-625-6
• Payne, R. (1973). The life and death of Adolph Hitler. Cape. ISBN 0-224-00927-3
• Petrova, A. (1995). The Death of Hitler: The Full Story With New Evidence from Secret Russian Archives. W. W. Norton & Co Inc. ISBN 0-393-03914-5
• Price, B. (1984). Adolf Hitler: The Unknown Artist. Stephen Cook. ISBN 0-9612894-0-6
• Roberts, J. (2001). Adolf Hitler: A Study in Hate. Powerkids Pr. ISBN 0-8239-3317-2
• Rosenbaum, R. (1999). Explaining Hitler: The Search for the Origins of His Evil. Harper Perennial. ISBN 0-06-095339-X
• Rubenstein, J. (1982). Adolf Hitler. Franklin Watts. ISBN 0-531-04477-7
• Shirer, W. (1961). The Rise and Fall of Adolf Hitler. Scholastic. ISBN 0-394-86270-8
• Smith, B. (1967). Adolf Hitler: His Family, Childhood, and Youth. Hoover Institution Press. ISBN 0-8179-1622-9
• Smith, Gene (1973). The Horns of the Moon: A short biography of Adolf Hitler. New York City: Charterhouse. ISBN 0-88327-036-0 (fejlagtigt)
• Stalcup, B. (2000). Adolf Hitler. Greenhaven Pr. ISBN 0-7377-0222-2
• Stalin, J., et al. (2005). The Hitler Book: The Secret Dossier Prepared For Stalin From The Interrogations of Hitler's Personal Aides. Public Affairs. ISBN 1-58648-366-8
• Trevor-Roper, H.R. (1992) "The last days of Hitler". Univ of Chicago PR.
• Tames, R. (1998). Adolf Hitler: An Unauthorized Biography. Heinemann Library. ISBN 1-57572-689-0
• Toland, J. (1976). Adolf Hitler. Doubleday. ISBN 0-385-03724-4
• Waite, R. (1993). The Psychopathic God: Adolf Hitler. Da Capo Press. ISBN 0-306-80514-6
• Wepman, D. (1989). Adolf Hitler. Chelsea House Pub. ISBN 0-7910-0575-5
• Williams, J. (2005). Corporal Hitler and the Great War 1914-1918 : The List Regiment. Frank Cass. ISBN 0-415-35855-8